Madam Kehlet sidder og fletter på en halvfærdig kurv af pilevidjer på dørtrinnet. Jeg vralter forbi hende med en sammenrullet avis mellem benene for at komme ind og opmåle stuegulvet i en fart. I entreen ligger et udsultet postbud. Jeg har ikke været inde før men læst mig til min viden om husets beboere, en far, Maradjøngade, en mor, Birk, og en søn, Frits. De har barrikaderet sig bag to sammenskubbede lænestole i hjørnet som skræmte dyr. Jeg tager et par akkorder på min guitar. Der lyder et klik.
Klokken er vel otte. Jeg kan se en stor myresluger træde ind over postbuddet. Den går lige ind i stuen og opdager med det samme vores skjulested. Dyret tager et par akkorder på den medbragte guitar. Der lyder et klik.
Klik.
Der er tre klik med i din nye fortælling.
Nå. Nå nå.
Vil du gerne forklare det sidste klik?
Du mener det klik der afslutter fortællingen.
Ja, selvfølgelig.
Det nægter jeg.
Jeg opfatter det som en personlig hilsen til mig.
Det er naivt.
Nej.
Jo.
Nej.
Jeg kender dig ikke.
Du kan se mig igennem dine briller.