Home Non-categorized På dødslejet: Krabber Dallux’ sidste fortælling

På dødslejet: Krabber Dallux’ sidste fortælling

1276

Vi på Den Anden Avis er stolte over at have fået eksklusiv ret til at bringe et referat af Krabber Dallux’ sidste fortælling, som han ikke nåede at nedskrive. Vi forsøgte at optage den, men Den Anden Avis’ udsendte kom til at lave en menneskelig fejl ved dødslejet idet han kom til at starte Mine Craft på telefonen i stedet for diktafon app’en. Da vores udsendte medarbejder ville forhøre sig om titlen, rømmede Krabber sig, udtalte nogle ord og gik bort fra denne verden.

Fip Rigesens skandinaviske rej

Under hans ansigtstransplantation i Norge kommer Fip Rigesen til at tænke på sin barndomsven Maradjøngade og det sidste han har hørt om ham, nemlig at han bor i Tønder i Danmark og har tæmmet nogle ravne. Ansigtet sidder fast ved næsen og vil ikke af. Slukøret og med øm næse vender Fip hjem til sin dejlige familie. Om aftenen tænder han computeren og går på jagt efter Maradjøngade og denne er så parat til at se Fip at Maradjøngade allerede dytter i indkørslen da Fip har googlet ham. Maradjøngade ligner sig selv bortset fra et par fuldkommen mærkelige bukser. Fip spæner rundt i huset for at servere for Maradjøngade der skiftevis sætter lækkerierne til livs og leger gemmeleg bag gardinerne. Deres fornyede venskab bliver livsvarigt og helt almindeligt. Til sidst i fortællingen finder Maradjøngade Fip i en skovlysning, bundet af nogle indianere til et æbletræ. Maradjøngade viser stor medlidenhed med Fip, men ender med at løsne hans bånd. Sammen følges de ad, ud af historien, idet de snubler i en busk.

Previous article”Folk her på Island står i kø ude foran mit autoværksted for at få en psykiatrisk diagnose”
Next articleDånsélstrimler – Verdens vanskeligst beskrivbare produkt
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)