Kluk Berling var en af den slags mennesker der stod i årevis i lufthavnens modtageterminal med en pose mel og ventede på sig selv. I gamle dage sad den slags fyre på et led med et strå i munden. God i kontakten. Landsbytossen. Men Kluk blev reddet af de højere magter, sig selv, gode pårørende og en god psykiatrisk indsats. Han blev filosof.
”Værdien bliver den samme for alle.”
”Så kan man for min skyld godt være liberalist, for så er man det i en sund forstand. Nu er vi i en anden situation. En 50’er er ikke det samme for alle.”
