“Et menneske der har det godt vil aldrig føle det mindste stænk af taknemmelighed. Taknemmelighed er bestemt ikke en følelse, det er en eksistensmåde. Men vi kan slippe nogenlunde afsted med usprog også her. Mange lyver og påstår at de føler taknemmelighed. Det er sentimentalitet og det er et udtryk for kulde som igen er udtryk for andre former for dybt dybt acceptabel mistrivsel. Men det virker da sørgeligt at vi ikke kan føle taknemmelighed når vi nu kan være taknemmelige, hvis vi da er det. Men hvordan kan det være at den rodfæstede væren-taknemmelig ikke kan nå ud til følelsen så vi kan føle at vi er taknemmelige og føle os taknemmelige? Se, det er der en grund til. Grunden er at vi rent genetisk er rustede mod alle verdens farer og tilmed ambitionen om at klare dagen i dag med mad, omsorg for hinanden og nattely. Genetisk har vi ikke “tid” til den slags følelser som kun ville slappe os så vi bliver ædt oppe fra et træ.
