Sarks Straksebasse ser træt ud da jeg møder ham. Skandaløst deprimeret. Hmm. Tænke tænke. Men tænke tænke med psykiatrien i stadig bevidsthed? Jeg fornemmer instinktivt at han ikke er vant til at tale eller blive lyttet til. Jeg fornemmer også instinktivt at han bærer et tændt stearinlys på hovedet. Hvilket ikke er tilfældet. Instinkter er hvad de er.
Jeg vælger at være forsigtig og rækker ham en roman.
”Kunne godt lide side 22.”
Jeg nikker og skænker kaffe til os begge.
Senere.
Han er på sit værelse, jeg på mit. Det bliver en mærkelig kamp med mig selv at kæmpe mig bare fire-fem meter frem mod ham. Min hustru er wing-man. Min hustru.
Sarks Straksebasse ser træt ud. Der blev jeg træt.
Jeg blev træt da jeg satte mig ned og tænkte over dig og det alt sammen.
”Blev du træt? Du? Du skal lige til at interviewe mig og så blev du træt?”
