Frederiksen glipper med øjnene. Han har netop modtaget et brev med en faktura fra belysningsvæsenet pålydende 42 kroner. Han er ikke chokeret eller i vildrede, eftersom det at betale ligger inden for hans økonomiske formåen. Publikum indser nu at glipningen aldeles intet har intet med fakturaen at gøre, hvilket viser sig ved at glipningen fortsætter efter han har lagt brevet fra sig. Erkendelsen af dette bevirker at publikum udbryder et langstrakt ‘ahhh!’ Der går 34 sekunder. Glipningen stopper. Første replik falder.
Frederiksen: Ulla!
Ulla ind. Publikum lægger først ikke mærke til hende fordi lysmanden ved en fejl har aktiveret røgmaskinen. Irriteret dukker hun frem af tågerne. Hun har det sødeste forklæde på, hvilket får hende til at bryde ud i sang. Mellem hvert vers hoster publikum ukontrolleret.
Frederiksen: Ulla min egen! Kom og sæt dig ved mine fødder. Har du lavet knagerækken?
Ulla: Ja.
Frederiksen: Husk at alle knagerne skal sidde løse i dag. Brando Dalfrøcies kommer til te og jeg vil gerne have at hans jakke falder ned.
Ulla himler med øjnene og det står klart for publikum at hun er træt, ikke af husarbejdet, men af practical jokes med husets gæsters jakker. Hun beslutter sig for at tage bussen til Kaplev og gemme sig i Brando Dalfrøcies ærme og lave en vits med sin mand ved at båtte med et båthorn inde fra ærmet ved ankomsten. Hun får held med sit forehavende. Dalfrøcies og Frederiksen ler, hilser derefter hjerteligt på hinanden, bytter plads og hilser atter. Derefter tager de plads i to behagelige stole for at bevidne om Ulla har flere sjove påfund i ærmet. Latterstormene fra publikum har givet Ulla selvtillid og hun opfører sig nu som en slags klovn. Hun tager virkelig kegler. Stående ovationer indtil en myre viser sig på scenen. Frederiksen peger alvorligt på det uanselige insekt.
Frederiksen: Se! Der kommer en myre!
Pinlig tavshed. Frederiksen har klokket i det. Hans elendige tilløb til en vits falder til jorden med et brag der giver genlyd i hele teatersalen.
Frederiksen er en munter mand der ikke er sådan at slå ud. Han får vendt hele stemningen i sin favør med næste replik:
Frederiksen: Den myre er vist lille!
Dalfrøcies og Ulla er yderst tilfredse med stykkets succes og selvom det ikke er helt færdigt endnu bukker de og modtager publikums applaus. Også Frederiksen overgiver sig og bukker. Som afrunding kigger Ulla ud over publikum indtil hun opdager en festlig person. Hun kaster indholdet af et frugtfad ned til ham, stykke for stykke. Af bar nervøsitet begynder han at spise en banan og bliver ramt i øjet af en appelsin.
(Tæppe.)
