“Det er meget vigtigt at spørge voksne der sidder og græder om hvorfor.”
Nogen gange ja.
“Det behøver jo ikke være fordi de har mistet nogen.”
Men det er stadig meget usædvanligt at et voksent menneske der skal interviewes i tv græder fordi vedkommende falder i nogle ledninger.
“Hvad er det du ikke kan li’?”
Jeg kan skam godt li’ det.
“Hvordan?”
Det er indbydende ligesom en velduftende middag.
“Hvordan?”
Ja.
“Det er ikke af nervøsitet. Det er ikke af psykisk upasselighed. Det er ikke som et barn. Det er simpelthen fordi vedkommende har slået sig.”
Men sådan opfører voksne sig slet ikke. Kan det være fordi vedkommende er et overnaturligt væsen?
“Det er nærmest den eneste mulighed der er.”
Det er meget mærkeligt.
“Vi stoppede filmningen. Der bredte sig en forunderlig varm stemning. En koncentreret, varm stemning.”
Jeg føler jeg kender den person.
“Så slukkede lyset og han var væk.”
Ja.
“Det er så mange år siden.”
Og her sidder vi.
“To vagabonder.”
To meget respektable vagabonder.
“To meget respektable vagabonder. Hør, hvad lavede du egentlig i dit professionelle liv?”
Det har jeg lige fortalt dig.
“Hvad?”
Hihi. Hvad?! Journalist. Du?
“Hahaha. Jeg prøver at få denne hersens telefon til at optage hvad vi rent faktisk siger. Jeg var ansat på et kontor skam.”
Hvorfor beder du mig om at interviewe dig hvis du var ansat på et fucking kontor?
“Jeg er da mere interessant end dig. Hihi.”
Ha!
“Og en dag kommer chefen op til mig og siger studst: ‘Alt hvad der foregår på dette kontor skal være i familie med det faktum at vi ikke ved hvor vi kommer fra.'”
Haha.
Sådan en selvhøjtidelig blærerøv! Så tog jeg mit gode tøj og gik. Og nu sidder jeg her sammen med dig.
“Det minder mig fuldkommen om den forestilling jeg har om kunstuddannelserne. ‘Alt hvad der foregår på dette kontor skal være i familie med det faktum at vi ikke ved hvor vi kommer fra.’ Haha.”
‘Alt hvad der foregår på dette kontor skal være i familie med det faktum at vi ikke ved hvor vi kommer fra.’ Det sagde hun kraftædme.
“Vi kommer alle sammen fra Selma Lagerlöf og August Strindberg. Og i vores tilfælde fra Samuel Beckett. Tilsat lidt Wild Man Fischer.”
Den sidste må vi huske på.
“Hvad sagde chefen da du sagde op?”
Hun rakte mig en lille naiv bog om en mand der ville tage temperaturen på virkeligheden.
“Havde han husket et termometer?”
Der var et termometer med og det hele. Jeg elsker forsidebilledet med den lille forfrosne mand der står foran sit hus og tager temperaturen på virkeligheden før han smutter ind igen og laver sig en kop varm the. Resten af bogen var noget lort.
