Jeg har installeret familien i et lidt omvendt hotel i Prappavorstikogade: væggene er døre og dørene er vægge. Når vi skal ud og ind må jeg spænde bilen for og med et slæbetov trække østvæggen åben ved at fastgøre tovet til et enormt øsken. Taget, som denne væg bærer, glider med ud. Da væggen skulle lukkes til for første gang gik jeg bare op i skorstenen. Det hjalp ikke synderligt, men fik mit tøj til at lugte af røg. Jeg kastede tøjet ned og sad dermed nøgen oven på huset da en turistbus rullede forbi. Jeg vil sige det på den måde, at det tog lidt tid før vi fandt os til rette. Nu går dagligdagen mere glidende. Vi har ansat folk til at skrive om os, så det er muligt du kender os fra de mange bøger der er udkommet om vores trængsler og lykkestunder.
Vi har nu boet her et år og jeg er begyndt at indse at vi i virkeligheden lever på samme måde som mange andre: af at ansætte folk med underbid til at plukke jordbær. Vi bor nemlig midt i et jordbærbed! Den sort vi dyrker giver mange aflæggere og vi har ansat folk til at rydde og pløje og udplante rundt om så jordbærbeddet vokser år for år. Det betyder samtidig at vi har ansat hele landsbyen bag bjergtoppen til at spise jordbærrene. Det er en kæmpe belastning for vores økonomi, men vi klarer det på en blanding af kærlighed og beretninger fra de mange bjergbestigere der dukker op ved vores dør hvor vi finder dem sovende i ubekvemme, krampagtige stillinger når vi vågner hen ad middagstid.
