Home Non-categorized Prædiken: Værgeløshedsskam

Prædiken: Værgeløshedsskam

1070

Værgeløshedsskam – skammen over at være værgeløs.

Min hustrus farfar arbejdede som plejer på et psykiatrisk hospital fra han var ung til han gik på pension. Her oplevede han stor menneskelig lidelse. Men det han selv led mest over i sit lange gode liv var da han som lille, han mistede sin far som syvårig, blev drillet med at han ikke havde en far.

Det er fint at sige at vi lever i en forvirret tid, men det er ikke særligt medlidende og ikke særlig dybt. Det er ikke et godt sprogspil for vi kan ikke bruge det til særlig meget. Der findes ingen erkendelse vi kan uddrage af denne lille sætning og derfor må vi kalde den ubrugelig og tåbelig. Hvis en person betror sin dybt personlige smerte over at blive udskammet som forvirret til os må vi ikke feje vedkommende væk fra os med sådan en medfølende floskel. Medfølelse er slet ikke nok. (Medlidenhed er det der skal til.) Der er tale om et menneske der føler værgeløshedsskam på sin helt, helt egen måde. Men. Vi må ikke forfalde til at bruge ordet åndløs om hverken tiden vi lever i eller personerne i den. Hvordan kan vi vide det? Storm P brugte disse ord når nogen sagde at han eller hun gik bort for tidligt: “Hvordan kan vi vide det?” Ved at bruge ordet åndløs gør vi det samme som dem der drillede min hustrus farfar, vi opnår i hvert fald det samme, sikkert uden at vi vil det, vi pirker i værgeløshedsskammen.

Når vi lytter skal vi selvfølgelig gøre det med et lille sprukkent “ja” og lide med og stille os tilfreds med de små fragmenter af gavnsprog der falder ned for vores fødder i enhver bilateral samtale uanset om den drejer sig om livets sorger eller glæder. Det lille “ja” er vigtigere end ægteskabets “ja”. Det er nemlig ikke et forpligtende ja, det er et “ja” i tidens fylde som vi lige præcis kan overskue i vores små hoveder. Det lille sprukne lyttende “ja”. Hvad var livet uden det lille sprukne lyttende “ja”? Det er derfor vi skal have lavet forståelsen af psykiatriens rolle i samfundet og vores liv helt, helt om. Psykiatri drejer sig ikke om afklaring, slet slet ikke, men om det lille sprukne lyttende “ja”. Ja, nu er det din lidelse og. Nu. Ja. Jeg lyttede til dig og vi vandt begge. Vi sidder her som to vindere.

Hvis du sidder og savner nogen at betro dig til ved at læse disse ord og savner det så frygteligt så oplever du nøjagtig det samme som min hustrus farfar. Du oplever skam over forvirring. En malstrøm af negativ vekselvirkning mellem de to offentlige instanser, som den veltalende fuskesen ville sige. Alle kender det. Det eneste problem er at du selv kan lytte ved at komme med et lille sprukkent ja. Du kan bare tænke på dine egne problemer imens for at få tankerne lidt på gled. Så skal det lille sprukne ja nok komme. Det lille “ja” er et ja til livet. Brug det!

Amen.

Previous article“Er du iværksætter? Jamen så ønsker jeg dig al mulig logoer med toiletmænd.”
Next articleKærlighedsdigt
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)