Værgeløshedsskam – skammen over at være værgeløs.
Min hustrus farfar arbejdede som plejer på et psykiatrisk hospital fra han var ung til han gik på pension. Her oplevede han stor menneskelig lidelse. Men det han selv led mest over i sit lange gode liv var da han som lille, han mistede sin far som syvårig, blev drillet med at han ikke havde en far.
Det er fint at sige at vi lever i en forvirret tid, men det er ikke særligt medlidende og ikke særlig dybt. Det er ikke et godt sprogspil for vi kan ikke bruge det til særlig meget. Der findes ingen erkendelse vi kan uddrage af denne lille sætning og derfor må vi kalde den ubrugelig og tåbelig. Hvis en person betror sin dybt personlige smerte over at blive udskammet som forvirret til os må vi ikke feje vedkommende væk fra os med sådan en medfølende floskel. Medfølelse er slet ikke nok. (Medlidenhed er det der skal til.) Der er tale om et menneske der føler værgeløshedsskam på sin helt, helt egen måde. Men. Vi må ikke forfalde til at bruge ordet åndløs om hverken tiden vi lever i eller personerne i den. Hvordan kan vi vide det? Storm P brugte disse ord når nogen sagde at han eller hun gik bort for tidligt: “Hvordan kan vi vide det?” Ved at bruge ordet åndløs gør vi det samme som dem der drillede min hustrus farfar, vi opnår i hvert fald det samme, sikkert uden at vi vil det, vi pirker i værgeløshedsskammen.
Når vi lytter skal vi selvfølgelig gøre det med et lille sprukkent “ja” og lide med og stille os tilfreds med de små fragmenter af gavnsprog der falder ned for vores fødder i enhver bilateral samtale uanset om den drejer sig om livets sorger eller glæder. Det lille “ja” er vigtigere end ægteskabets “ja”. Det er nemlig ikke et forpligtende ja, det er et “ja” i tidens fylde som vi lige præcis kan overskue i vores små hoveder. Det lille sprukne lyttende “ja”. Hvad var livet uden det lille sprukne lyttende “ja”? Det er derfor vi skal have lavet forståelsen af psykiatriens rolle i samfundet og vores liv helt, helt om. Psykiatri drejer sig ikke om afklaring, slet slet ikke, men om det lille sprukne lyttende “ja”. Ja, nu er det din lidelse og. Nu. Ja. Jeg lyttede til dig og vi vandt begge. Vi sidder her som to vindere.
Hvis du sidder og savner nogen at betro dig til ved at læse disse ord og savner det så frygteligt så oplever du nøjagtig det samme som min hustrus farfar. Du oplever skam over forvirring. En malstrøm af negativ vekselvirkning mellem de to offentlige instanser, som den veltalende fuskesen ville sige. Alle kender det. Det eneste problem er at du selv kan lytte ved at komme med et lille sprukkent ja. Du kan bare tænke på dine egne problemer imens for at få tankerne lidt på gled. Så skal det lille sprukne ja nok komme. Det lille “ja” er et ja til livet. Brug det!
Amen.
