Home Non-categorized Psykiatri på skoleskemaet, tak!

Psykiatri på skoleskemaet, tak!

707

Et spørgsmål optager mig ikke særlig meget: Om coaches tilskynder deres kunder til at klappe sig selv på skulderen når de har overvundet sig selv eller gjort noget de er glade for. Grunden til at det ikke optager mig særlig meget er at svaret for mig er givet på forhånd. Folk betaler ikke for at et fremmed menneske skal sidde og opfordre dem til at overskride samfundets grænser for hvordan vi i øjeblikket behandler os selv rent kropsligt. Man klapper ikke sig selv på skulderen når man har overvundet sig selv eller gjort noget man er glad for. Det gør man ikke. Selvgestussen at klappe sig selv på skulderen er så frygtelig banal i al sin pinlige kropslighed. Så misforstået og rundkredspædagogikagtig. Coachen ville da blive gladere hvis man kom og sagde at man havde omfavnet et træ.

Jeg klapper ofte mig selv på skulderen og jeg opfordrer ofte min kone til at gøre det.

Lærer de så mit barn det i skolen, når det bliver aktuelt?

Det håber jeg da.

Eller vil de hellere lære barnet selvværd og selvtillid på en eller anden organisk måde. Jeg vil gerne have at lærerne gør begge ting. Det ville ærlig talt glæde mig.

Psykiatrien har ikke nogen søjler ligesom islam og kommunerne men det er da rimelig tæt på.

  • Selvskulderklap
  • Evnen til at skelne mellem sin egen og andres smerte

Jeg kan ikke komme i tanker om noget mere effektivt og vigtigt lige nu, hvad angår søjler end netop de to. Måske udvider jeg med flere søjler på et senere tidspunkt. For mange vil det virke latterligt at tale om psykiatriundervisning for folkeskolens elever men jeg er bedøvende ligeglad. Jeg er forhåbentlig også bedøvende i al almindelighed. Spøg til side.

Selvskulderklap er en intim ting. Det betyder at man ikke skal gøre det mens der er uklappende tilstede. Det er faktisk en svær ting at gå i gang med. Man skal ikke udpege en elev i et klasseværelse og sige ”Nu klapper du dig selv på skulderen”.

Til sidst vil jeg berøre:

Evnen til at skelne mellem sin egen og andres smerte

Den må jeg fremhæve som særligt vigtig og den kan efter min mening med fordel inddrages i folkeskolens undervisning. Evnen er ikke én man kan erhverve sig og tage med sig. Nej, det er en evne som skal trænes løbende igennem hele livet. Det er en såkaldt kognitiv øvelse. Det er, med andre ord, ti gange sværere end at komme i gang med at klappe sig selv på skulderen.

Men det er givtigt og lønner sig.

Det er bestemt ikke noget man kan holde ud hver dag.

Fordi det er så svært.

Hvis du ikke fattede en bjælde af hvorfor jeg begyndte med at tale om coaches når dette handler om psykiatriundervisning i folkeskolen, så sæt dig til rette og hør her.

Det er nemlig din opgave at finde ud af om der er modstand imod det jeg siger, at psykiatri skal på skoleskemaet på den måde jeg foreslår, via øvelser.

Du vil hurtigt indskyde at selvforholdet er noget voksent. At det er noget voksne slås med. Børn er uskyldige og de skal lege når de har lavet deres lektier og ikke se for meget YouTube imens de laver deres lektier.

Du er på røven!

Og jeg kan meddele dig noget der er værre:

Dit barn er på røven!

Og det er faktisk værre end at være ude at skide.

Folk går ned med stress i det her samfund.

Det skal stoppes.

Og det skal stoppes fra skolealderen.

Min egen hyggeteori er at åndelig viden forudsætter psykiatrisk viden. Hvis du ikke er i vane med at klappe dig selv på skulderen og hvis du ikke interesserer dig for grænsen mellem din egen smerte og dine nærmestes smerte på en psykiatrisk kvalificeret måde så er du på røven og så er vi alle sammen på røven.

Hvad er en menneskelig karakter værd uden ånd?

Psykiatri giver ikke nødvendigvis åndelig viden. Nej, når man har psykiatrisk praxis må man begynde helt forfra med nogle andre søjler.

Ingen mennesker er åndeligt dumme.

Men hvis vi ikke har en psykiatrisk praxis med nogle søjler indarbejdet i vores liv og dagligdag, så kan vi ikke se det.

Og, som altid: Sorg er det mest komplekse der findes.

Dette faktum har afgørende indflydelse på det jeg lige har sagt. Det betyder at vi må tilføje en søjle mere som skal være med i både den psykiatriske praxis og den åndelige praxis: Hvile.

Og lad os da bare tage kreativitet med mens vi er i gang.

Hvile. Kreativitet.

Endelig ikke tegne. Det er ordet der bærer de ting jeg taler om her. Det hjælper ikke at tegne til mormor hele tiden. Det er ordet vi er ude i.

Tak for i dag!

Previous articleLektørudtalelse: “Fibbi”
Next articleHønsines sidste tid (1)
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.