Home Non-categorized Hønsines sidste tid (1)

Hønsines sidste tid (1)

876

I virkelighedens verden går der ofte et sygdomsforløb forud for døden. Det gælder også for kælehøns. Det er ingen skade til for familien at opøve et engagement heri. At døden tager tid. Et kæledyr må gerne lide inden det dør. Op til fem dage, vil jeg sige. Med alt hvad dette indebærer af dårlig gang, generel utilpashed og energiforladthed. Mange mænd er åh så fine. De kan aflive en høne, men de har ikke modet til at spørge dig hvordan det går. Jeg siger: Plidderpladder. Der er en masse følelser der skal gennemleves når man tager afsked med en døende og tilsvarende en masse følelser når der er tale om et døende menneske. Ting man kan tale om. Sammen. Med hinanden. Dem der ikke taler om tingene er livets tabere. Det hold går jeg ikke med på. Jeg vil have det fulde udbytte af livet for det er min gave. Taberne vil sige at jeg er fuld af gode ideer og er uden tvivl. Men tvivlen er dødens følgesvend. Jeg tvivler også på de ting jeg siger her. Det siger jeg ærligt og åbent. Jeg ville betale mange penge for at min tilhører kunne have set min lille datters øjne da hun sagde sit første farvel til sin kælehøne. De var uden tårer. Hun var modig. Hun skal have lov til at blive i det mod indtil det er forbi med Hønsine. Jeg kan ikke lade være med at grine en lille smule af dig der ikke har oplevet dette mod på nærmeste hold. Du må være dybt misundelig og få en masse selvfede tanker. Hihihi. Du må melde dig ind i en eller anden skinhellig organisation med det vuns. Det vil ikke pisse mig af, men det vil øge min foragt for dig. Det ville sætte tingene i perspektiv og være en god ”service” imod mig for jeg elsker virkelig alt, alt for mange. Du der kan mønstre sådan en himmelråbende medlidenhed med høns. Ja. Jeg er usikker. Usikker på hvordan det skal gå. Men jeg siger også: Hvilket privilegium. Hvilket privilegium at døden indgår i livet og ikke skal hakkes af. Sorg er ikke bare sorg. Det er det mest komplekse der findes i et menneskeliv. At gøre rent bord i forhold til sorg er at misforstå livet. Så kom ikke og sig at det er et filosofisk mesterstykke at dø. Nej. Det tager tid.

Previous articlePsykiatri på skoleskemaet, tak!
Next articleTo billeder
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)