I din barndom, da du var det du kalder i perceptorisk og sensorisk balance og det du kalder vågen overfor hvad dælen der foregår inde i dine medmenneskers hoveder og hjerter, finder du ud af noget interessant.
„Ja.“
Prøv at beskrive, hvad det er du finder ud af.
„Jeg opdager, at de fleste mennesker er nogle skiderikker.“
Og det er der du beslutter dig for at publikum ikke har fortjent at bære dig rundt til alle mulige arrangementer, så de får skæve rygge.
„Ja.“
Så sker der det, før mit interview med dig, at du får en email, hvor der står, at der hele vejen fra spids til bagende af begge mine langrendsski er fastklæbet kunstige, men meget virkelighedstro granatæbler.
„Ja.“
Hvad får det dig til at tænke om mig?
„At du er useriøs.“
Undrer du dig ikke over, hvor jeg har gemt resten af disse æbler?
„Overhovedet ikke.“
Slet ikke?
„Nej.“
Og synes du ikke, det er mærkeligt, at jeg går rundt med en lille tromme i bæltet?
„Det er latterligt.“
Synes du det er morsomt?
„Latterligt. Ikke morsomt. Latterligt.“
