Den psykisk syge styrmand Werner Alona har gået med en roman inden i sig i årevis. Da han drømmer om en skål råkost bliver det ham for meget og han sætter sig ved computeren. Men som tingene udvikler sig bliver det i stedet til en selvbiografi hvor han adlyder pligten og, med egne ord, står bag roret, ser dum ud, og styrer sin båd mærkværdige steder hen. På et tidspunkt ankommer skibet til et kaffeselskab, men uden Werner ved roret. Han er blevet derhjemme hvor han træner to mus. Skibet ringer ham op og Werner udbryder de legendariske ord der også står med stor skrift på bogens forside, dog uden at indgå i titlen: Er du til kaffeselskab uden mig, din finger!? Skibet rødmer og piller ved rælingen og situationen udvikler sig da de begge taber telefonen mens de sidder på hver deres hylde. Det understreges kraftigt i gennem hele bogen at hvert menneske både er et univers og en klaphat. Jeg er enig i denne moralske spådom og har således mit på det tørre.
