Hopsevista Flemmingsen eller bare Mads Hapseøl gnækker lavmælt og åbner munden så tilpas meget at enden af en snor med en seddel hvorpå der står “Træk i mig!” falder ud og ned på bordet imellem os. Da han rejser sig og går op til baren for at bestille to øl falder der mere snor ud. Jeg tager mod til mig og tager diskret fat i snorenden med sedlen, som stadig ligger på bordet, og giver den et lille ryk. Ikke så længe efter griner hele baren. Hapseren må have sagt noget sjovt. Jeg giver den et ryk mere. Baren griner igen. Med denne snor kan jeg gøre Hapseøl til en vittig mand! Den syngende latter, tralala, tralala, kvittevit, af en jævnaldrende kvinde, hun er omkring de 55, høres igennem latterhavet hver gang jeg har trukket i snoren. Han klapper hende på kinden og vender tilbage i højt humør idet han indgrøfler snoren som var den spaghetti indtil også sedlen er forsvundet med et smask! Jeg spørger ham om han vil fortælle mig hvad han sagde der var så sjovt, men han slår det hen som “noget der ikke lader sig gengive”. Vi skåler.
Hvorfor slæbte du dig og hvorfor en ferskenlund?
“Jeg ville gøre noget der på en gang føltes naturligt og var i pagt med min sande natur.”
