Når jeg ser folk komme ind i et tog med Weekendavisen bliver jeg altid trist til mode. Det er som om vedkommende har givet op. Min medlidenhed er derfor blandet med irritation og personligt rettet indignation. Men jeg husker min indre bowlerhat og jeg ved det er en snakkesalig.
Weekendavisen suger mange gode hjerner til sig. Men der var en forfatter der hed Kurt Vonnegut som sagde at vi mennesker har alt for store hjerner.
Lad os se om dagens Weekendavisen berettiger mig til at blive småsur på en eller anden og lad mig sætte ord på de ting jeg netop har skrevet om samme avis.
I bogtillægget er der i denne uge en artikel der hedder ”Så længe forelskelsen varer”. Jeg har i den seneste tid været filosofisk optaget af, dvs. dybt forvirret over, sproget omkring mænd og kvinder og den lille forskel og jeg håber at blive mindst småsur. Jeg sætter simpelthen min lid til at netop denne artikel om skilsmisse strander. På kønsstereotyper om mænd.
Artiklen handler om Henrik Stangerup og hans sidste kone Susanne Krage og åbner på følgende måde:
”Hans dedikationer er meget højtsvævende, for eksempel i Det er svært at dø i Dieppe. De levede ikke helt op til, hvordan han var i virkeligheden. Jeg har også flere håndskrevne sedler.”
Så følger en beskrivelse af en håndskreven hilsen ledsaget af en firkløver og konstateringen ”sådan var han ikke”.
Jeg har givet op.
Jeg ruller ned over den på computeren og ser flere billeder af ”det lange kvindeansigt incorporated”. Min første tanke er at artiklen er ukristelig. Min anden tanke er at den er mandehadende. Min tredje tanke er at den aldrig skulle være skrevet. Min fjerde tanke er at jeg nærer en dyb kærlighed til kvinder der synes mænd er nogen svin. Min femte tanke er at få udtrykt det om Weekendavisen som var min oprindelige tanke.
