Home Non-categorized Snhomasniksalen

Snhomasniksalen

268

Da jeg besøgte kræftlægen, eller onkologen, som det hedder i fagsproget, i journalistisk øjemed, kravlede jeg op over loftet og hørte følgende stump af en samtale:

[Mandsstemme, der højst tænkeligt tilhørte vennen A. Pejs, den selvsamme pejsemand der gemte sig i skabet under lægens og mit efterfølgende møde. Det var en sand genmestedernes dag!] Hvorfor beder man i kirken: lær os at sørge over vores synder? Kloge Lone sørger over noget andet.

[Lægen.] Forrygende godt spørgsmål. Her virker tillægsordet forrygende forrygende velvalgt og hvordan er det med Kloge Lone for tiden?

[A. Pejs] Medierne er efter hende, fordi hendes såkaldt helbredende strygninger af syge løser nogle problemer og skaber nogle andre. Statistisk ubalance.

[Lyd af nytårsraket der bliver antændt og rammer loftet lige under mig. Havde lægen opdaget mig i mit skjulested? Jeg hamrede derefter på loftspladerne som var jeg en bjørn. Samtalen fortsatte ufortrødent under mig, nu med fællessang. Lyd af dør der blev åbnet. Et barn kom løbende ind. Lægens stemme.] Lille du. Du gør hele tiden opmærksom på dit egensind. I hvert fald tit og ofte. Gad vide hvad det betyder. [Barnet afviste lægen ved at brænde hans fødder.]

Jeg ringede til lægen og sagde jeg var lige på trapperne. Under vores møde er jeg mig pinligt bevidst om Pejs’ tilstedeværelse i ly af skabet. Det er forår og jeg er den eneste der kender alle dagens løgne i dette hus.

Lægen: Hvad nyt?

Jeg: Jeg har det alt i alt godt. Og du?

Lægen: Jeg går lidt og roder med at lave radio med psykisk sårbare der har den styrke det i virkeligheden også kan være at rode med den slags udfordringer. Men det skal gøres ordentligt så der ikke kommer for meget bavl. Grundlæggende irriterer det mig vældigt at psykisk sårbare ikke har en stemme i det offentlige rum. Hvorfor skal det være så indviklet med os. Selvfølgelig kan folk ikke tåle alt muligt ustruktureret ævl, men jeg mener der er en masse varme oplagret i psykiatrien. Det er et varmefelt som folk med fordel kan inddrages i rent sprogligt. Fx synes jeg det er mærkeligt med den unisone hyldest af de mest selvdestruktive digtere. Når der nu findes distriktpsykiatri. Når der nu findes kognitiv terapi. Når der nu findes øvelser. Motion. Glæde. Glæde! Hvorfor gøre det med at vi fundamentalt set er alene til noget særligt, når det ikke engang er sikkert det er rigtigt. Desværre er mine læber udformet på en måde så jeg snøvler og mumler på mp3 filer. Men jeg forestiller mig at man kan bruge Skype og optage fra Skype. Det tror jeg kan gøres klædeligt.

Jeg: Sådan et program findes allerede.

Lægen: Virkelig?

Jeg: Snhomasniksalen.

Lægen: En mede passende programtitel.

Previous articleHenrik er et spøgelse. Vildt elsket.
Next articleEvighedsstudents dundertale om Freud overdøvet af musik
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.