Freud var ikke menneskeligt indrettet til at trøste, for han godtog ikke sorgen som det mest komplekse i livet. Da jeg læste ham for mange år siden, i begyndelsen af mine meget hihi følsomme 20’ere, blev jeg grebet af en skuffet væmmelse så dyb som jeg aldrig siden har oplevet ved at åbne en bog. Nietzsche og Foucault er for småforvirrede amerikanske førsteårsstuderende, dem kan vi trække på skulderen af. Men jeg står tilbage med erindringen om oplevelsen af Freuds kynisme. Hedder det sådan?
Da cocktailen Darwin + Nietzsche + Freud ramte verden fik vi mennesker pludselig travlt i en helt ny forstand. Hver dag var ikke længere nok i sin plage, ligesom det hedder i Prædikerens Bog. Der skulle glattes ud, trækkes tråde, forstås, begrundes, afklares, gøres op og indhentes. Der var ikke længere tid til selvironi. Universiteterne blev ødelagte. Ægteskaber på tværs af udseendekvaliteter og sociale baggrunde blev utænkelige. Kassetænkningen opstod og med den kapitalismens fætter nyliberalismen. Er vi blevet rigere med disse tre forkvaklede herrer? Hvad vil de sige om 1000 år? Ja! Selvfølgelig spørger jeg om de havde en substantiel idéhistorisk andel i holocaust.
Status er, at det giver to spørgsmål:
1. Var Freud en kyniker fordi han ikke godtog at sorgen er det mest komplekse i livet?
2. Havde Darwin + Nietzsche + Freud en substantiel idéhistorisk andel i holocaust?
