Home Non-categorized Sommeranekdoten: Tankeforstyrrelser

Sommeranekdoten: Tankeforstyrrelser

1054

Det var en tidlig formiddag. To hvepse spillede kort i æbletræet og Schweiz hang over haven. Lille Uppi gik drømmende rundt og afbrød sig selv atter og atter. Atter surmulede ved bålet. Han havde tændt det for at se ind i flammerne. Et enormt fly var smadret ned et stykke derfra og en endnu større ugle lå på operationsbordet ude af syne bag ligusteren. Tankeforstyrrelser. Fantasier. Drømme. Hustruen kom ud på terrassen. Fra bålet lød en dæmpet vise om Socialdemokratiet. Ansigtet i flammerne.

“Jeg kan virkelig godt lide Socialdemokraternes idé om at udvide børns rettigheder. Det har de brug for.”

Hun rakte ham en æske som flammerne hurtigt tog. Den brændte bort.

“Jeg kan ikke tage ringen på i disse flammer.”

“Hvorfor 17 ikke?”

“Flammen brænder.”

En måge bevidnede deres samtale og syntes den var tåbelig. Tankeforstyrrelser. Fantasier. Drømme.

“Jeg må give dem en chance til”, sagde mågen.

Hustruen sagde: “Hvad mener mågen?”

Manden sagde: “Hvad mener mågen? Du kunne ikke høre hvad den sagde. Den var for langt væk. Mågen vil give os noget. Mågen vil forære os en mulighed for at gøre ligesom Proust da han i attenårsalderen dansede baglæns igennem Rue de Hjerl-Hansen.”

Hustruen betragtede mågen, som på det seneste var blevet ret så interesseret i at forstå de ting den så.

“Altså. En lille pige, Uppi, går rundt og taler med sig selv. En mand sidder ved bålet og er i dårligt humør. Så meget er klart, selv for mig. Flyvraget og den proportionsløse ugle er tankeforstyrrelser. Det er jeg med på. Men hvad sker der efter konen kommer ud? Det synes jeg er dårligt beskrevet. Det kan jeg ikke særlig godt lide. Det synes jeg simpelthen er røv, røv dårligt fortalt. Upassende. Modbydeligt, som man sagde omkring år 1900.”

Manden svarede mågen: “Kære måge. Kære lækre mavsemåge. Nu skal du høre. Du kan intet gøre. Denne historie står allerede at læse på en væg i Gibraltar. Didbåret af Internettet. Atter sidder pludselig inde i bålet. Denne passage indfanger på den mest sublime måde det barokke i menneskelig forskellighed, selv mellem ægtefolk. Kan du ikke se det? Manden sidder i sine egne båltanker og bim dukker hustruen op med sin verden og sin verdenshistorie. Derfor flakker historien i den uovertrufne og mindeværdige passage.”

Mågen: “Aha. Hihihi.”

Manden kastede sit armbåndsur op i luften fordi mågen grinte.

Previous articleSkøre overklassefamilier: ”Her er min storebror som hævder at have fået grædesyge efter at have læst Johannesevangeliet bagfra”
Next articleI læsere: “Muml lidt om den forbudte kærlighed”
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)