Det var en tidlig formiddag. To hvepse spillede kort i æbletræet og Schweiz hang over haven. Lille Uppi gik drømmende rundt og afbrød sig selv atter og atter. Atter surmulede ved bålet. Han havde tændt det for at se ind i flammerne. Et enormt fly var smadret ned et stykke derfra og en endnu større ugle lå på operationsbordet ude af syne bag ligusteren. Tankeforstyrrelser. Fantasier. Drømme. Hustruen kom ud på terrassen. Fra bålet lød en dæmpet vise om Socialdemokratiet. Ansigtet i flammerne.
“Jeg kan virkelig godt lide Socialdemokraternes idé om at udvide børns rettigheder. Det har de brug for.”
Hun rakte ham en æske som flammerne hurtigt tog. Den brændte bort.
“Jeg kan ikke tage ringen på i disse flammer.”
“Hvorfor 17 ikke?”
“Flammen brænder.”
En måge bevidnede deres samtale og syntes den var tåbelig. Tankeforstyrrelser. Fantasier. Drømme.
“Jeg må give dem en chance til”, sagde mågen.
Hustruen sagde: “Hvad mener mågen?”
Manden sagde: “Hvad mener mågen? Du kunne ikke høre hvad den sagde. Den var for langt væk. Mågen vil give os noget. Mågen vil forære os en mulighed for at gøre ligesom Proust da han i attenårsalderen dansede baglæns igennem Rue de Hjerl-Hansen.”
Hustruen betragtede mågen, som på det seneste var blevet ret så interesseret i at forstå de ting den så.
“Altså. En lille pige, Uppi, går rundt og taler med sig selv. En mand sidder ved bålet og er i dårligt humør. Så meget er klart, selv for mig. Flyvraget og den proportionsløse ugle er tankeforstyrrelser. Det er jeg med på. Men hvad sker der efter konen kommer ud? Det synes jeg er dårligt beskrevet. Det kan jeg ikke særlig godt lide. Det synes jeg simpelthen er røv, røv dårligt fortalt. Upassende. Modbydeligt, som man sagde omkring år 1900.”
Manden svarede mågen: “Kære måge. Kære lækre mavsemåge. Nu skal du høre. Du kan intet gøre. Denne historie står allerede at læse på en væg i Gibraltar. Didbåret af Internettet. Atter sidder pludselig inde i bålet. Denne passage indfanger på den mest sublime måde det barokke i menneskelig forskellighed, selv mellem ægtefolk. Kan du ikke se det? Manden sidder i sine egne båltanker og bim dukker hustruen op med sin verden og sin verdenshistorie. Derfor flakker historien i den uovertrufne og mindeværdige passage.”
Mågen: “Aha. Hihihi.”
Manden kastede sit armbåndsur op i luften fordi mågen grinte.
