I psykiatrien laver man en kognitiv øvelse, hvor man øver sig i at skelne mellem sin egen og andres smerte. Jeg er ikke ekspert i det. På en måde tror jeg at man ikke kan blive ekspert i det. Ligesom man ikke kan blive ekspert i skønlitteratur og herefter holde op med at læse fordi man er blevet så klog så klog. Jeg mener at sorg er det mest komplekse der er i livet. Det kan være det er et ligegyldigt mantra. Det kan være det er forkert. Men min skrivning for øjeblikket handler om at tage denne min påstand for gode varer. Jeg vil ligefrem sige det er en holdning jeg har skrevet mig frem til gennem tålmodigt arbejde, spas og vedholdenhed. Psykiatere vil måske indvende at det er sindet og ikke sorgen der er det mest komplekse i livet. Pege på den store hjerne. Pege på alle de alvorlige sygdomme. Pege på Freuds briks. Hihihi. Men for en forfatter stiller tingene sig anderledes. Her må trøst og opmuntring af den ukendte læser være det primære.
Det kan godt ærgre mig at mange forfattere påstår at sproget og ikke sorgen, som ind imellem kan udtrykkes, bearbejdes og forstås i al sin indviklethed gennem netop sproget, er det mest komplekse i livet. Disse forfattere er jeg meget uenig med. Der er en klar skillelinje mellem så forskellige udgangspunkter. Mange af dem er filosofisk utrænede i at tilgå såvel sproget som ideer. Jeg vil næsten sige det trætter mig unødigt. Hihihihi. Men min træthed er én ting. Den må jeg slås med. En anden ting er: hvad bliver der af trøsten? Jeg må synes det må være utrolig provokerende og intetsigende for en person der hverken har haft mulighed for at studere sprog eller filosofi, og dem er der mange af, at få stukket en digtsamling i hånden hvor forfatteren anser sproget for det mest komplekse i livet. Den slags gør den lille mand uret. Den slags gør den lille mand ret vred og den lille mand er min ven. Jeg foretrækker hans selskab frem for intellektuelle der tilhører den lejr. Den lille mand der koncentrerer sig så inderligt og lidenskabeligt for at finde vej i sit eget sprog og finde sin stemme og sige hvad han mener. Mellem alt bavlet derude. Jeg gentager, næsten med tårer i øjnene: Mellem alt bavlet derude. For hvor er der meget sprog der slet ikke tager højde for at sorgen er det mest komplekse i livet.
