Sorthårede Ingvar er sorthåret men får alligevel lov til at ytre sig i The Other Newspaper.
Her på The Other Newspaper blev vi i langt dårligere humør af at høre på Sorthårede Ingvar end af nøgternt og dagligt og videnskabeligt at granske sygdomstallene i medierne. Vi synes ikke han er digter. Vi synes hans sorte hår taler for sig selv.
Sorte Ingvar, ordet er dit.
Corona er en skrækkelig sygdom. Folk ligger jo inde på intensiv og bliver kvalt fordi deres lunger holder op med at fungere. Det må være yderst skuffende for hospitalspersonalet ikke at kunne følge med i alle de sidste ord der bliver udtalt ved sådanne lejligheder. Der må endvidere herske en vis nervøsitet når man vågner op og et øjeblik tror man er kommet i Himmerrige og fyren i sengen ved siden af i samme nu i huj og hast bliver kørt ud af stuen og man opdager at det er en selv der ligger på intensiv. Læger råber til hinanden og man bliver slemt stresset. Man forsøger at overdøve dem, man forsøger endda at berolige dem med de fagter man har øvet sig på hele livet og trænet i ambulancen, men i det samme dør man uforberedt og på en kikset måde. Man tisser måske i bukserne fem minutter før af bar angst. Den slags sviner. Sygeplejersken med de runde arme må tørre urin op oven i al den formidable omsorg hun for lidt siden lagde for dagen da hun stille tog ens hånd i de sidste minutter og man blev rædselsslagen over hendes påtagede ro. Det er noget rædderligt noget. Simpelthen frygteligt. Jeg har ikke noget godt at sige om det.
