1.
Papse 1: Du har sandelig ikke bedt til Gud længe, da!
Papse 2: Jeg bad da for fem minutter siden.
Papse 1: Gjorde du.
Papse 2: Ja.
Papse 1: Nå ja. Jeg hørte forresten godt du sagde amen.
Direktøren: Hør, hvad fanden er det I sidder og laver? Kan I så se at komme i gang med arbejdet.
Papse 1: Nej.
Papse 2: Nej.
Direktøren: Nej og nej?!
Papse 1: Ja.
Papse 2: Ja.
Direktøren: I er blevet vanvittige.
Papse 1: Det er fordi jeg viste Papse at du havde weekendavisen liggende.
Direktøren: Jeg ved godt at det trygge feature-format gør jer utrygge, men vil I ikke nok lave det tilbud færdigt? Vi risikerer at gå glip af den største ordre i mit firmas historie. Vores firma. I har medarbejderaktier, mange endda. Gud og weekendavisen må vi tale om en anden gang.
Papse 2: Men vi kan sagtens tale samtidig med at vi får tilbuddet færdigt. Se selv!
2.
Direktøren: Jeg kan ikke høre jer tale. Tal! Det gør mig urolig, når I ikke taler.
Papse 1: Hvorfor?
Direktøren: Jamen I taler altid!
Papse 2: Jamen jeg kan ikke tale nu. Dette her kræver måske ikke det helt store tænkearbejde, men det kræver at vi går strukturen og hovedpointerne igennem og får sat det rigtigt og indbydende op.
Direktøren: Jamen, storartet!
3.
Papse 1: Jep. Det ser godt ud med indledningsafsnittet i kursiv.
Papse 2: Tak, Papper.
Papse 1: Tak, Papper.
Papse 2: Men hvad er det for noget nonsens der står her. Det er nødvendigt at styrke og fornye FN helt vildt i de kommende år. Hvad er det for noget ævl.
Direktøren: Det er nødvendigt at styrke og fornye FN helt vildt i de kommende år?
Papse 1: Hvem har skrevet det ind i dokumentet?
Direktøren: Det er jo sådan set fornuftigt nok. Demokratierne forfalder, klimakrisen tårner sig op, polariseringen stiger. Så er der uligheden.
Papse 2: Godt. Vi lader linjen være som den er. Jeg fremhæver den lige.
Papse 1: Nu rykkede du den ned.
Papse 2: Det var ikke meningen.
Direktøren: Jamen, det er super. Jeg trykker på send.
4.
[Papse 1, Papse 2 og direktøren i sofa foran tv.]
TV:
Prag: Nu har jeg ændret mig tilstrækkeligt i positiv retning. Jeg er endda stoppet med at ryge. Jeg er endda blevet sagtmodig. Ikke ud fra min natur, men ud fra den erkendelse at jeg ikke har styr på mit liv.
Edinburgh: Du er stadig en ven af sandhed og ærlighed, min ven. Vi er to filurer, Prag, i et absurd teaterstykke. Det absurde teater er blot så gammeldags. Vi har endvidere det tilfælles at vi er interesserede i den samme kvinde, nemlig hende med røven på pizzariaet.
Prag: Hende! Ja, hun er såmænd fin nok!
Edinburgh: Hvem får hende?
Prag: Hvem får hende? Forhåbentlig en anstændig ung gut med fremtiden foran sig.
[Direktøren slukker for tv’et med fjernbetjeningen.]
5.
Direktøren: Jeg elsker dér hvor Prag siger replikken Jeg er endda blevet sagtmodig. Ikke ud fra min natur, men ud fra den erkendelse at jeg ikke har styr på mit liv.
Papse 1: Ja. Det er lækkert skrevet.
Direktøren: Skal vi lige tage et par digte før fyraften? Papse 1?
Papse 1: Store lænker forhindrer mig i at rejse mig fra sofaen.
Direktøren: Hér! Ræk mig digtet.
[Direktøren rejser sig og læser op.]
Der skal såmænd nok være noget godt i ham også
Der findes ikke den synd eller misgerning jeg ikke kan forestille mig ikke at begå
Hvem sagde sådan?
Jeg tilslutter mig i hvert fald
i sårbart højsind
der ved en lille tues
mellemkomst
selvfølgelig nemt kan vælte,
men jeg vil tilføje
at under anden verdenskrig gjorde
en hel nation sådan.
Enhver psykiater ved at dem der sidder
i fængsel for psykopatiske handlinger
selv er blevet behandlet værre derude,
før,
af andre som aldrig kom i nærheden af at komme for en domstol,
fordi de sad og lirede ting af på internettet
ligesom jeg,
blot kolde ting,
ting helt uden hoved og hale
på den dårlige måde,
vel at mærke.
For øvrigt.
Enhver psykiater ved også at man ikke skal
invitere til nærmere granskning
af dem, hvis liv blev
et traume
for alle os andre,
tonsvis af mennesker
er stadig fanget på det forkerte ben
her ti år efter,
se på stakkels Truman C.
Danmarks psykiatriske strategi,
plan, kald det hvad du vil,
sammenlagt med det faktum
at psykiatri er upopulært hos de yngre
kvindelige læger der i stedet misbruger
de psykisk sårbare unge slagtersvende
der kommer ind til den store by
med en stor dejlig, varm, grøn rygsæk,
pakket af Mor og Far
gør at,
nu siger jeg det,
men mit digt,
det lover jeg dig,
kommer ikke til at rumme andre
uudholdelige ting,
flere unge i deres formative fase vil knække.
6.
Direktøren: Slut! Flot digt!
Papse 2: Flot digt!
Direktøren: Papse 2? Har du noget?
Papse 2: Ikke rigtig. Men da jeg hørte Papse 1’s digt om Breivik kom jeg til at tænke på at jeg fandt en lut i Tut Ankh Amons grav for et par dage siden.
Direktøren: Det har ikke noget med et digt at gøre.
Papse 1: Det har ikke noget med et digt at gøre.
Papse 2: Jeg kan da skrive det digt for jer lige nu. På kommando!
Papse 1: [Til direktøren.] Hørte du hvad han lige sagde?
Direktøren: Det er vildt!
Papse 2: Aj, jeg joker bare. Jeg vil da ikke skrive noget på kommando.
Direktøren: Hvad er dét?
Papse 2: Mit knæ.
Direktøren: Der ligger en seddel på dit knæ. Et digt?
Papse 2: Nå det. Det er bare en seddel med påskriften Mit knæ.
