Kære Sugepluge Tørglobus,
Du er sådan en kærlig én, skriver du i følgebrevet. Men din kærlighed er ikke synlig, i det midste ikke for mig, i dit fremsendte manuskript. Tag det roligt.
Førend jeg vil fortælle dig noget endnu mere fortælleagtigt vil jeg fortælle dig det jeg nu vil fortælle dig og det starter såmænd efter næste punktum og indledes med ordet “nemlig”. Nemlig er ordet og her, tada, min egen skamløst forkortede opskrift på hvordan jeg blev mig, altså, hvis du ikke har forstået en dyt, min personlige grundholdning som er ganske kort, klar, enkel og brun:
Værket først.
Forfatteren er en blå puritaner i strømpesokker. Derfor er intet i forfatterens eget liv for betydningsfuldt i sammenligning med potentialet: at forfatteren kan blive til en rigtig blærerøv. I geled, fald ind. CEO højre om! Kaffepause.
Efter dette autentiske nonsens og efter endt kaffepause med hasselnødder, over til selve argumentet for hvorfor du er en dompap.
For det første er forfatterens, din, evne til at elske i dit virkelige liv ikke særlig væsentlig. Forfatteren kredser, lig en nobel rovfugl, om sit forehavende i en langstrakt bue der faktisk er så buet at den ender i en cirkel.
For det andet er der den verden vi lever i. I fagsproget taler jeg om verden som en tør globus. Det er sådan verden er. En tør globus. Det er også det du hedder. Tørglobus. Tør globus. Hvis du går hen og mærker på din globus, gør det, vil du mærke at den, nærmest på trods af at være dækket mestendels af hav, har en tør og glat overflade. For at passe til verden, skal et kunstværk have den overflade.
Kærlighedsevne betyder altså således kun lidt, skal du skrive bag dit ene øre. Dernæst skal du skrive, bag dit andet øre, det med den tørre globus. Først når det glatte og, for mit vedkommende, tørre hudområde bag ørerne er fyldt med disse ord forstår du præcis hvad et værk er og det kan du skrive på næsen. På min næse står der: Gok.
Konklusion, hmmm. Det er du for dum til at forstå. Det er selv jeg for dum til at forstå.
Venlig hilsen
Latiner Tørglobus