Absurditeter og humor når kun hinanden via sort latter. Men rejsen er lang og kringlet. Den forudsætter et kyskhedsløfte også, som aflægges ved at man ikke må smile. Smile er noget man gør til andre mennesker, det forkorter afstanden og at smile for sig selv er der noget mistænkeligt ved i mine øjne. Det betyder, som jeg ser det, at forsøge at forkorte afstanden til sig selv og det er ukysk, ja, det er essensen af selvfedme. Kender De selvfedmens asociale og hvide løgnesmil fra den virkelige verdens fysiske kontakt, ved De hvad jeg taler om her. Men rejsen går forlæns, ligesom skriften på væggen, den starter ved absurditeterne og slutter, næsten umærkeligt, ved humoren. Smilet ligger altså fjernt, fjernt ude i horisonten. Det behøver man ikke tænke på for rejsen går slet ikke forbi smilet. Underfundighed kan jeg som forfatter ikke tillade mig og underfundigheden tilhører smilet som er det sociale domæne.
Underfundighed kan jeg altså ikke tillade mig her på Den Anden Avis. Det er alt for amatøragtigt. Den der sidder og smiler ind i skærmen har jeg ikke meget til overs for. Nej, min læser koncentrerer sig. Vandrer i et fremmed element en stund. Glemmer et øjeblik verdens jag og larm. Smiler ikke. Er væk et øjeblik mens teksten læses og så KAPOW: latter. Sort latter.
Jeg har ikke opfundet sort latter. Det har andre. Det er noget man kan dyrke hos mange filmskabere primært.
