“Vi lagde lidt græs på bordet og gik ind i hangaren, hvor vi smed lidt granatæblesaft ind ad ovndøren.” Hvad er det for en start på din nye roman, du har sendt til mig? Vil du fortælle mig lidt om den tåbelige, tåbelige begyndelse?
Det er en indforstået og varm stemning jeg intonerer. De er venner, hvilket tydeligt står mellem linjerne.
Kunnne du ikke bare have skrevet det så?
At de er venner?
Ja.
Nej.
Hvorfor?
Fordi, at hvis jeg skriver det mellem linjerne opnår jeg noget andet.
Og hvad er det du opnår?
En anden effekt.
En anden effekt, hva’?
“De var venner” er en påstand. “Vi lagde lidt græs på bordet og gik ind i hangaren, hvor vi smed lidt granatæblesaft ind ad ovndøren” er en venskabshyggevrøvlesætning.
En venskabshyggevrøvlesætning, nå, så det er det?
Ja. Det er noget vås.
Nuvel. Men jeg har kigget lidt på sætningen sammen med en litteraturkyndig. En konsulent, ser du. En cand. mag.’er i litteratur med bred erfaring.
Jaså.
Han har sagt at sætningen er karakteristisk for dig og din stil, særligt når du går ind ad en dør, og at den udgør en lovende start og en naturlig opfølgning på dit seneste mesterværk.
Men det er jo nonsens fra ende til anden det han har sagt.
Det er noget ævl. Ja.
Det er noget usædvanligt pladder.
Den konsulent må være en uduelig tragt.
Tragt?
Tragt.
Men den metafor giver ingen som helst mening. Tragt?
En tragt er noget der indsnævrer en bred eller slingrende stråle.
Sådan har jeg endnu ikke brugt en tragt.
Ikke det?
Uanset hvad giver det ingen som helst mening at sige at konsulenten indsnævrer en stråle.
Nå.
Du har ikke mødt manden.
Hvad hedder han?
Rudolf.
Ru?
Nej. Rudolf.
