Dresseret pendul
Tik. Tok. Tik. Tik. Tok. Der var engang en enkelt stenaldermand der havde to forskellige sæt tøj og tilhørte to vidt forskellige stammer. Tik. Hele den muntre tovlighed
Morten taler om sig selv med en aflønnet journalist
Ibsens ligefremme præcision, Schulz’ usammenhængende surrealisme og Molieres realisme. Du lyder ligesom Frederik Bergman. Ingmar. Ingmar. Hvad har de tre forfattere til fælles? At man ikke kan havne hos dem hver især. Man bliver nødt til at søge mod havet igen. Drive. Flyde. Men litteraturen er din komfortzone og dit skalkeskjul. Se på mig! Jeg har lige købt en ny vest! Hvorimod din skjorte...
Hvad Niels Christian Beethoven måtte lytte til
Hvad med Rolandmus? Ku du li ham? Ja! Han er da sød! Han udstrålede: ”Kvinder skal bare kneppes.” Jeg synes ikke lige du fik det mest facetterede billede af Rolandmus. Hvorfor kalder vi ham egentlig Rolandmus? Det er vel fordi vi begge gerne vil kneppes af ham. Åja. Al den karisma der omgiver os Ulla. Vi må ikke forestille os at København er nem at undslippe. Ikke...
Opgøret med den fattige, hvide kvinde
"Den kravlende kunstner vi oplevede..." "Ja. Hvad med ham?" "Hans karisma er for svag." "Afgjort." "Mit åndelige udgangspunkt er: Vi er altid allerede kristne, uanset om vi erkender det eller ej, uanset om vi står ved det eller ej. Der er alt for få der tør indrømme det. Alle religiøse synspunkter i vores senkapitalistiske, sekulariserede verden er kontroversielle." "Den magt der har ordnet tingene...
Marianne til Francois Mørtel: “Det er tid til at lyve en smule mere”
Hvem var Marianne og hvad var hendes nøjagtige relation til denne Francois? Jeg slår op på side fem. Blikket fra en jødisk, langansigtet mand møder mit. Over hans skulder danser en lys, nøgen kvinde ved vandkanten i baggrunden. Fortrolig kærlighed, som jeg kender fra mit eget liv. Teksten er bevidst udvisket med dryp fra noget der må være maling. Han er nem at google...
Detektiver tilkaldte digter: Midaldrende langturschauffør “sat i skak af sin pubertet”
Ikke gø som en hund, ikke lytte. Det svenske flag vajer over fyrregrenene på en tynd himmel, da jeg trykker John Spåmand i hånden. Vil du heller ikke have et glas vand? "Nej tak," svarer han afmålt, dannet, overklasseagtigt, rødt, blåt. Jeg stryger ham over pelsen. Hans ryg sitrer velfornøjet.
