Der hvor Kondomvej løber ud i Højagervænget lå det yndigste lille næs. (Læseren keder sig.) Her sad en bryder og skreg. Her bliver læseren muligvis betænkelig, fordi han ikke er bekendt med min filosofiske sondring mellem frustrationsmennesker og sorgmennesker. Han tror således at tiden vi lever i, såvel som samfundet og alle han kender, fordrer at han er et frustrationsmenneske: En sej mand der kan rumme ti halve følelser på samme tid der svirrer som halve bier i sjælen. Der findes ydermere ikke nogen intimitetsgrænse som litteraturen ikke må overskride i forhold til bandeord, slibrigheder og handlingsmættethed; men hvad angår udmaling af psykisk mistrivsel er situationen anderledes. Læseren vil derfor, af disse to grunde, ikke uden videre acceptere at en god og mountainbikeagtig fyr, som en bryder må forventes at være, sidder og skriger. Alarmklokkerne ringer. (Læseren bliver paf, men læser videre af nysgerrighed.) Bryderen var en meget sorgisoleret type der ikke magtede at se sammenhængen mellem sin sorg og sit had til muslimer. Nu havde han gjort noget dumt: Forsøgt at vælte et vejskilt af den type, der viser at det skal passeres til højre og oven i købet med de bare hænder og altså forstuvet anklen, mens han var i færd med at skubbe. Men da kom en lille følsom pige, hun var 10, forbi, som straks forstod situationen, fordi hun boede med sin familie i nærheden og kendte lidt til bryderen. Hun vidste med det samme hvad hun skulle sige:
-Hvorfor forsøgte du at vælte vejskiltet?
-Jeg opdagede for tre dage siden, at jeg fundamentalt set er ked af det; at jeg bærer på en kompleks sorg der er knyttet til selve eksistensen og dermed mine muligheder for fri, glædesfuld, inddragende, legende udfoldelse i dette liv. Da forsvandt mit had. Når mit had forsvinder, plejer det at blive til pænhed, hvor jeg gør noget pænt som at feje gulvet. Det gjorde jeg så. Gulvet blev ekstra pænt. Jeg lo af fuld hals, som jeg altid gør når jeg har fejet mit gulv. Men så opfattede jeg hvor hul min pænhed var og gik ud og væltede, eller: forsøgte at vælte, dette fine og udmærkede blå og hvide vejskilt.
-Du er splitterravende gal.
-Er jeg?
-Fuldkommen vanvittig.
-Jamen jeg har forstået alting og du skal have noget slik lige nu du!
-Er du også børnelokker?
-Her. Snup et bolsje.
-Du sad og skreg på fortovet.
-Men jeg hader ikke længere.
-Du er en bizar bizar nød!
-Jeg troede at had og kærlighed var to sider af samme sag, men nu kan jeg se at had udgår fra sorgen, som er det mest komplekse vi overhovedet kender til.
-Du ville vælte det her vejskilt.
-Det er fordi jeg er bryder. Jeg måtte have en værdig modstander.
En mand kom løbende hen til dem.
-Er vejskiltet ok?
Bryderen indrømmede at det var blevet lidt bukket i toppen.
En bil standsede, vinduet blev rullet ned og en mand stak hovedet ud:
-Vejskiltet er blevet bukket. Ak ja. Det minder mig om da jeg var dreng. Jeg var en knøs på 15 år. Jeg kommer gående på fortovet. Går lige uden om en bananskræl. Så ser jeg hende. Hende jeg skulle blive gift med. Lyset i mit liv.
En politibil rullede forbi de forsamlede og en politimand sagde med myndig røst ud af vinduet:
-Er det fordi vejskiltet er blevet bukket I står her og snakker?
Bryderen smilede og sagde ja og nikkede.
Politimanden nev bryderen, som reagerede med et grin:
-Det er en meget intim kærlighedsgerning at klappe en fremmed mand i numsen.
Politimanden grinede og kyssede og krammede bryderen længe.
Så lød en hæs stemme bag busken:
-Jeg elsker bøsser!
Så begyndte det at regne. Tætte dråber faldt. De stod alle på en tåbelig måde.
