Her er hvad jeg tror vi skal gøre.
Bryde tabuet om sorgisolation i den offentlige debat.
Hvad vil det sige?
Det betyder at vi skal passe meget på med at tale om “samfundets svageste”. Vi skal i stedet tale om sorgisolation og tale om det åbent.
Det er et komplekst ord. For hvor vi alle kan generalisere nogenlunde over sorgernes tyngde for hvermand, altså for folk som de er flest: 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være sig selv nærmest, stiller tingene sig helt anderledes, når vi har at gøre med et konkret menneske. Det kan være at Johansen-Fingerspids er meget forelsket i bibliotekaren. Det kan være at Kim Sartved er glad for at være alene. Så er vægtningen en anden.
Sorgen er og forbliver det mest komplekse i livet for hiin Enkelte. Bliver derfor nemt til had, som igen skynder sig at blive til pænhed.
Der findes ingen “samfundets svageste” fordi der ikke findes svage mennesker. Mennesket er stærkt (Hertha Müller; læs hende dog ikke, hun var i hvert fald en skuffelse for mig.)
Et sorgisoleret menneske er et menneske der ikke har fået muligheden for at reflektere over sorgens kompleksitet. Et sorgisoleret menneske er et menneske der har fået færten af selverkendelse og selvkendskab uden at gøre eller have gjort sig forestillinger om hvorvidt disse ting faktisk findes i virkeligheden. Selverkendelse og selvkendskab er spøgelsbegreber. Kimærer. Fantomer. De har intet at gøre med det menneskelige og er derfor ikke værd at stræbe efter. Vi kan sagtens have værdighed, menneskelighed og værdi for os selv og andre uden selvkendskab og selverkendelse.
De alt for rige ligner DF’erne i at de også forekommer mig at være sorgisolerede.
Lad mig til slut vende blikket indad.
Det er ikke en tilladt indstilling hos os fra venstrefløjen at sige at DF’ere blot er bange. Det må vi stoppe med, for det er forkert.
