Man kan sige at denne historie starter med en lyseblå herreskjorte der kommer flyvende højt over engene og skovene i den sollyse dag. På et eller andet billedligt plan starter alle noveller på denne måde. Noget konkret og dog luftigt. Man kan ligefrem spørge hvordan det kan lade sig gøre, men denne skjorte var lettere end luft, fordi den var fremstillet af knuste dobbeltdambrikker. Det er Tina der opdager den. Tina der går helt alene med en mælkespand i de østrigske alper. Tina. Ja, det er mange år siden jeg har kendt hende. Hun er slet, slet, slet ikke mit ansvar mere. Det første slet fordi verden er sådan at veje skilles. Det andet slet fordi vi var ulige. Det sidste slet fordi jeg tror hun egentlig har det meget godt. Dengang kaldte vores venner hende skiftevis Tina-med-bøtter-af-maling, fordi hun altid havde et lager af højkvalitetsmaling stående i garagen, og Tina-den-Tina fordi hun var så sjov og charmerende.
Man kan sige at der for enden af skjortens lange flyvetur, og Tinas tilsvarende lange vandretur, befandt sig en milliardær på toppen af et mindre bjerg af aflagte støvler. Det ville være nærliggende at sige sådan, for sådan forholdt det sig.
Tina kunne med det samme se at her befandt sig en mand med hareskår. Den hvide hest var tøjret og stod og gumlede i græsset.
Det var begyndelsen på deres historie.
Tinas indflydelse på den rige mand var stor. Et år og en måned inde i ægteskabet forærede han, til Tinas store overraskelse, formuen væk til et kameraforskningsprojekt i Stanford, Californien, der skulle gøre nogle bumsede drenge meget, meget rige. Det første meget fordi den ene bumsede dreng blev lykkelig og det andet meget fordi den anden bumsede dreng ikke blev det. Tina blev meget vred over at de nu stod uden tag over hovedet, men hun kendte ikke sin mand særlig godt. Den første nat de sov under åben himmel langt ude på tundraen på Ruslands uendelige sletter fortalte han hende en hemmelighed: At han havde gemt fire millioner kroner under et hemmeligt skattekort bag fyrretræet lige der henne. Tina fortalte ham at dem havde hun lige stjålet og derfor var de irriterede og uselskabelige da en faktisk ret varm og pudsig herre kom forbi og satte sig ved bålet.
Tina var vrissen, men hendes husbond gik hen for at gøre den fremmede selskab. Den fremmede havde en hudafskrabning i panden og hævdede i begyndelsen af samtalen at være Jesus for at få lidt aftengodt fra ægteparrets rygsæk som også blev åbnet så sulten hos de tre blev stillet. Senere viste det sig at manden hed Joshua og kom direkte fra tre års velbetalt arbejde på en kanelfabrik i USA. Det var en lang og røvkedelig historie at høre om hvordan han sorterede krydderier foran et trekantet vindue der hele tiden gik i stykker fordi ham der stod ved siden af hele tiden nøs med næsen fuld af glaskugler.
De blev et lidt underligt trekløver. Det seneste jeg har hørt om dem er at de dansede runddans i julemylderet på Fifth Avenue, sådan at mange købte en råber til sig selv i julegave.
Nu sidder jeg her og ser på væggen efter at have afsluttet beretningen om Tina og milliardæren. Jeg kan se en del lak og et lille stykke rav.
