Før han blev udenrigsminister var han tipoldemorforespørgsel med blok. Stadig, når han kommer til et arrangement, vil han per instinkt, og selv ved uformelle lejligheder, registrere alle ambitioner i lokalet, deres art såvel som deres individuelle særpræg. Efter lidt tid kan han mærke udstråling og jovialitet og derpå åbner han sig overfor den særligt udvalgte ved at hive blokken frem og op i baglommerne. Efter lidt snakken frem og tilbage: “Hvem var din tipoldemor?” “Jeg aner det ikke. Jeg er muligvis i familie med Christian den Fjerde.” Notere, notere. Rive seddel af og vise den til den nu slagne mand for at tjekke at stavningen er rigtig og så ned i baglommen. Kemien i lokalet har ændret sig. Humoren sågar. En ministerpost er inden for rækkevidde.
Er hele verden en stor blokfinte?
“Hvad hedder din tipoldemor forresten?”
Hvornår får vi en minister der ikke render rundt med en blok i baglommen og lader som om han interesserer sig for forlængst afdøde tipoldemødre, tror du?
“Du har ingen anelse om hvad jeg gør med sedlerne, når jeg kommer hjem, har du?”
Du limer dem vel ind i et større læderindbundet samlealbum og tilføjer en varm og sprogligt underfundig notits om personen du talte med?
“Jeg går med dem i baglommen hele livet igennem.”
Skifter du aldrig bukser?
“Mine bukser er lidt specielle. De er lavet af bogstaver.”
Giver det dig ret til at foregive at du interesserer dig indgående for alle du taler med?
“Men jeg vil først fortælle det med bukserne når jeg når toppen af Mount Everest. På en viral video. Men det er altså en kæmpe hemmelighed.”
Jeg vidste ikke du interesserede dig for bjergbestigning.
“Fik du det med hemmeligheden?”
Ja.
“Kommer det i avisen.”
Hvis du ønsker det.
“Fedt!”
