Home Non-categorized Tolstoj, når han er værst

Tolstoj, når han er værst

1963

Hvis man vil vide hvad det vil sige at moralisere skal man læse Tolstojs fortælling “Pas på ilden!” Den rummer store fejl i menneskekundskab som springer den moderne læser i øjnene, ja, falder hende for brystet. Fortællingen handler om en nabostrid der begynder med en ubetydelighed. På ovnen sidder Farfar og maner til og prædiker fred i en grad og på en måde som Nietzsche må have fundet karakteristisk for det han kaldte “giftblandere, hvad enten de vide det eller ej”, præsterne.

1800 tallets romantikere dyrkede naivitet på en ganske latterlig måde. Lidt naiv bør man være, men at udtrykke sig sådan: “Jeg er blevet mindre naiv med årene” er dog fælt! Det er værre end at blive bitter, selvom vi i vores ret latterlige tid anser bitterhed for den sørgeligste måde at blive gammel på. Det er det så langt fra! Vores liv ender med “bitter ve”, ved vi fra salmen og det skal vi være taknemmelige for:

Tak for al din fødsels glæde,
tak, o Jesus, for dit ord,
tak for dåbens hellig væde,
tak for nåden ved dit bord,
tak for dødens bitre ve,
tak for din opstandelse,
tak for Himlen, du har inde,
dér skal jeg dig se og finde!

(Kingo)

Med eksistentialisterne har vi forstået at synden er et vilkår og noget man må leve med snarere end noget man må forholde sig granskende til. Det nytter nemlig ikke noget at grave ned i det, eftersom det er bundløst.

Senest har litteraturen lært os at ærlighed trumfer det forhold at det skrevne besudlende ord er ekstra ondt. Særligt for dem der ikke kan skrive om liv og samliv og ånd uden at føle sig forvirrede og forfjamskede. Snart vil krimibølgen forhåbentlig *gå over* og give plads for det som krimilæsere overalt i verden glæder sig til: Gendrivelsen af de for Tolstoj hellige ord “Det onde ligger altid midt imellem to.” Vi ved i dag, med psykiatrien, at nogle mennesker er langt værre end andre og vi kender signalementet af en psykopat: 1. Sover, i en vis forstand, er aldrig rigtig vågen, 2. Kan ikke føle skyld, 3. Manipulerer, 4. Lyver, 5. Ynder at være i farlige situationer, 6. Ødelægger hyggelige menneskers liv, 7. Lider frygteligt alene, 8. Styrer deres omgivelser med rå magt, 9. Overlevelsesinstinktet svigter stort set aldrig, 10. Snakker helt vildt ud fra ufilosofiske systemer uden at lytte, 11. Mangler virkelig empati. 12. Indgyder skyldfølelse hos medmenneskene gennem noget der føles som en slags leg for dem.

Tolstojs fortælling præsenterer os for et 1800-tal som langt overgår Kim Leines latterlige småforsøg på at frembringe et København i syndens vold.

Vi bør tage os i agt for Tolstoj når han er værst!

Previous article“Den eneste der får lov at forstyrre mine cirkler er en 33-34 år gammel jødisk romer der levede for 2000 år siden”
Next articleAt rejse
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)