Det første jeg ser da jeg besøger Hovno Brolle er uld. Der falder nemlig en håndfuld ned da døren går op. Og der står han. 176 cm høj med en utændt cigar i hver hånd. Han snubler over dørhåndtaget der er faldet af og viser mig til rette ved det klodsagtige bord i lillestuen. Han er præsten der har gjort det utænkelige. Han lyser velsignelsen over folk der langsomt, langsomt har indgået polygame ægteskaber. Brolle bevæger sig da også langsomt. Hans hånd er så langsom da han rækker ud efter tekanden at jeg kan nå at få en passende mængde associationer.
“Sex er ikke den ultimative kærlighedstilstand eller kærlighedsfuldbyrdelse.”
Jeg prøver at samle mig om det han i virkeligheden siger, hvilket lykkes til fulde. Det er interessante sager der nok formår at vække min interesse. Jeg lader som om jeg overhovedet ikke forstår hvad han snakker om, men kommer for skade at lade som om jeg overhovedet ikke forstår hvad han snakker om. Hans ansigt lyser op, folder sig sammen i væmmelse ligesom når man spiser en citron i bælgravende mørke, han puster kinderne op, slår hovedet ned i et franskbrød og børster sine ankler med en ankelbørste. Han er tosset, men virkelig.
