Jeg opfordrer hermed min læser til at trække et symptom. Så vil jeg, efter bedste evne, forklare om det er en dæmon eller en psykiatrisk diagnose.
Fortale
Dæmoner og psykiatriske diagnoser skal behandles forskelligt. Det ene med forsagelse og tryghed i at vandet dybt nede i ånden er stille. Det andet med modig griben efter nuanceret accept af realiteterne. Sammenblander man de to ting er man ikke meget bevendt og kan lære en masse viisdom af mig og andre psykiatribrugere.
Baggrund
Jeg er tilhænger af det synspunkt at hvert menneske har ca 40 psykiatriske diagnoser. De er alle sammen modbydelige at slæbe rundt på men det berettiger os ikke til at kalde dem ondskab. Vi er alle hele tiden, hver især, masseoverhalet af realiteter. Vi er vrag. Jeg ser selvkendskab som en illusion fordi ingen af os kan se igennem dette 40-dobbelte slør og mærke ærten, hvem jeg’et i virkeligheden er. Dem der prædiker selvkendskab er farlige for samfundet og skal altid mødes af argumenter. Vi er vrag, men myndige vrag der har et ansvar overfor hinanden at møde hinanden så medfølende og især medlidende som vi formår. Det nytter ikke at vi hver især gør alle de ting vi hver især går og slås med til dæmoner. Jeg synes det er meget dæmonisk at blive angst for psykiatri. Jeg synes det er usædvanligt modigt at være med på min lille sproglige leg som man forhåbentlig vil se er dybt grundet i livserfaringer, menneskekærlighed, psykiatrisk grundviden og personlig tro. Jeg forventer mod af min læser og har set det ofte.
Case A: Jeg er meget optaget af selvkendskab. Jeg abonnerer virkelig på udtrykket ”Jeg har lært mig selv utrolig godt at kende.”
Forklaring på case A: Selvoptagetheden er en dæmon som kan være drivkraft i det her. Du bør se et mysterium når du kigger indad. Ikke gribe efter dine hovedegenskaber og forsøge at ordne dem. Du bør blive oplivet når du kigger indad. Ellers kan du ikke samarbejde høhø med mig. Du bør stoppe med at bekymre dig. Du bør nok trække et nyt symptom for du er på høhø afveje.
Case B: Jeg føler mig fimset i dag og jeg følte mig høhø i øvrigt også fimset i går.
Forklaring på case B: Fimsetheden er en dæmon slet og ret som især trives i hemmelig kold stivhed blandt de højere samfundsklasser. Den skal hverken bekæmpes, udraderes, accepteres eller erkendes. Den skal forsages. I den forsagende bevægelse er man nådigt fritaget fra at tage stilling til det ontologiske spørgsmål: ”Eksisterer denne dæmon? Hvordan ser den ud? Hvordan opfører den sig? Hvad er dens skostørrelse?” Alle de spørgsmål er vi nådigt fritaget fra i den forsagende bevægelse.
Case C: Jeg kan ikke skrive sms’er længere. Ikke efter jeg holdt op med at være ungdomsforelsket.
Forklaring på case C: Det vil du måske aldrig fatte at du skal, men det bør du alligevel gøre. Det er din pligt overfor dit eget hjerte, men du gør det ikke. Du ved hvor usselt det føles. Ikke jeg. Jeg kan godt sende sms’er til mine venner. Så må du høhø forsøge at regne den ud. Jeg er afskåret og dermed fritaget fra at tage dig i hånden på anden måde end via skriftsproget. Jeg forsøger ikke at hypnotisere dig, men jeg kan ikke bare mig for at ønske at du var med i en skør sekt i junglen hvor man faktisk kom hinanden ved. Bare rolig. Det er en dæmon. Det er ikke dig der er noget i vejen med. Du bør forsage denne dæmon, som jeg altid siger.
Case D: Jeg føler jeg har lavt selvværd.
Forklaring på case D: Så er det godt du ikke skriver. Skriftsproget, det skønlitterære, det som har med fantasi, trøst, fred, glæde, nuancer og analyse at gøre kan ikke bære et ord som selvværd. Det er for høhø mærkeligt. Du bør læse John Steinbeck og Selma Lagerlöf.
Case E: Jeg er hjemløs.
Forklaring på case E: Du bør sælge Hus Forbi, men kun en lille stund endnu. Du bør samarbejde med Distriktpsykiatrien. Resten er samfundets ansvar. For dig der ikke er hjemløs men som læser dette og alligevel er berørt må jeg anbefale at du melder dig ind i Enhedslisten og kommenterer og liker på Dagbladet Informations hjemmeside.