I lagerrummets mørke hænger et ukendt antal velklædte mænd til tørre. Billedet kom til mig lige før. Det er ikke godt, men nogenlunde enkelt, det går an, det opfylder mine behov, det tjener mit formål, mest det sidste. At realisere det billedkunstnerisk lader sig ikke gøre i 2018, fordi resultatet ville være afskyeligt trivielt. Det har intet at gøre med det andet billede i denne artikel, men netop derfor kan det sagtens have noget at gøre med det alligevel.
Lad os tage det andet billede med det samme:
Smør gips i ansigtet og dyp ansigtet i finthakket salat.
Jeg vil forsigtigt begynde med at hævde at alle mennesker oplever metaforer på samme måde, selvom vi, i sagens natur, er dybt forskellige. Alle ser et mere eller mindre idiotisk Magrittebillede og dernæst en performancekunstner. Det er rart at læse en tekst, for så kan man afløse disse slidte manøvrer af forlængst folkeligt indoptaget og fordøjet kunst med noget andet. Noget der på én gang pirrer og tilfredsstiller nysgerrigheden. Tekst. Ord. Den slags. Men vi vil stædigt holde fast ved de to billeder fordi vi, som alkymisten håber at frembringe noget elementært enkelt, noget der, fra et fladt og tosset stadie, som en Wegnerstol tegnet på gulvet, vips vil rejse sig i en bekvem rummelighed der tillader fredelig avislæsning.
De mest ypperligt udsøgte læserhjerner vil allerede nu, ud fra disse bemærkninger, kunne skimte omridset af mit forehavende: En teori om at en af kunstens vigtigste opgaver i denne tid er at bygge bro mellem performancekunsten og surrealismen så begge derved bliver gammeldagse og en ny kunstform opstår.
Det er ved at ske.
Lykkeligvis, idet både surrealismen og performancekunsten er blandt de mindst kærlige kunstformer der er.
Mødet svarer til at overtale de velklædte herrer til at foretage processen med at dække ansigtet, først med gips og dernæst salat. Dette er umuligt af to grunde: 1) Mændene er statiske 2) Selv hvis de var dynamiske ville der være, i det mindste på fransk og engelsk grund, der har man nemlig virkelig, omend traditionelt divergerende, fornemmelse for tøjstil og mode, en dyb modsætning mellem det at være velklædt og det at fremvise et påfaldende salatfyldt ansigt.
Man kan heller ikke opnå det eftertragtede resultat ved at invitere mændene.
Fordi vi længe ikke har øjnet muligheden for at bygge broen, kreerede vi stakkels mennesker TV2 News. Der har vi en kollektivt ubevidst bermudatrekant. Før denne, i kraft af en endnu mere bøvet knopskydning, bliver til et parallelogram, må vi finde den hemmelige passage mellem mændene og salaten, så TV2 News forsvinder.
Vi få tilbageblevne mennesker må dernæst tilbagelægge ruten frem og tilbage igen og igen sejlende og trodsigt oplevende pandaer i deres naturlige omgivelser og med krøllet hår, ikke pandaerne men os, skam.
