Inde i ovnen skriger en forfatter. Uden for ovnen står to veninder og snakker. Forfatteren prøver at høre deres hyggesamtale igennem sine skrig, men bemærker kun at den ene ser rigtig ked ud af det. Hun dupper, ser han, sine øjenkroge med et lommertørklæde. Nu ser forfatteren i sin brændende kalender, inden den udslettes i flammerne, at han havde en fræk aftale med den grædende klokken 16 for tre kvarter siden. Men hvis det er ham der har brændt hende af, hvorfor i al verden er det så ham der ligger i ovnen? Nu brænder hans bukseben skrækkeligt. De fine lyseblå bukser der mindede ham om himlen hver gang han tog dem på eller lagde dem sammen. Det er åbenbart slut med at fimse rundt i blå bukser. Veninderne har det bedre nu. De går ind i biblioteket og slukker lyset efter sig. Manden tænker Pis, det var ærgerligt jeg mistede så meget. Det ender godt. Det gør det jo. Gennem mine kærlighedstrængsler når jeg frem. Men hvorfor snakker jeg med mig selv. Jeg må ud af denne ovn før ilden æder mit slips og alle mine muligheder for at fortsætte.