Kristne mennesker tror på Gud men det er ikke hele historien. Kristne mennesker går ud fra at Gud eksisterer i vores indre liv — også når vi kører bil. Vidste du at kristne mennesker er involveret i markant færre bilulykker end hedninger? Vi bebrejder som regel mennesker der ikke kan føle skyld, mens vi stiltiende accepterer de samvittighedsløse. De første er typisk psykopater, så det giver sig selv, men det sidste er interessant. Hvem er de samvittighedsløse? Jo, de samvittighedsløse kunne typisk være de hedninger som hylder amerikanske frihedsidealer, fx dem fra tv-programmet Løvens Hule der fx har opfundet lidt kamfer i en dåse der passer lige ned i bukselommen så kunderne ungår at halte. Mere generelt er de samvittighedsløse dem der lægger vægt på oldtidsidealet selvkendskab og de personlighedsbegrundede trosvalg. Ha! Jeg kan bedre lide en desperado. Jeg kan ikke se hvordan nogen kan være samvittighedsfulde uden at bede Gud om at lære een at sørge over sine synder. Mine drifter peger i en egoistisk retning. Dem alle sammen. Også mine velovervejede tanker. Moderne overvejelser om at gøre op med sin hvide skam, læse selvhjælpsbøger, få det bedre med sig selv, og hele molevitten, det hele er samvittighedsløst pladder fordi det er så selvkærligt. Og nu folk der bliver gift med sig selv. Sådanne aber beundres af nutidens mennesker. Det indre liv er hos voksne mennesker fyldt med gnister og funker, flammer og is, tvivl og splittelse. Jeg kan godt forstå de ser så sure ud, dem der er blevet gift med sig selv. At sørge over vores synder er meget mere privat og langt mere retfærdigt. Det er noget som Gud lader os gøre i inderlig, lidenskabelig og kortfattet bøn alene i vores kammer og som ikke munder ud i hverken livserfaring eller spændende bøger eller interviews. Medierne er stopfyldt med afladshandel. Lav hellere et register over fromme kristne. Det er meget mere renhjertet og det er ikke særlig provokerende og ikke absurd. Vi kristne ved noget om fjendskab. Såkaldt moderne mennesker ved også noget om fjendskab, men ikke kolossalt meget, hvilket viser sig i vestens vanvittige udenrigspolitik. At sige om en person at han eller hun er sin egen værste fjende er typisk for det moderne menneske. Vi ved alle hvad der menes. Nej, for sytten gør vi ej!
En frygt på vore øjne
er lagt som ild og is.
Afmægtige og nøgne
vi ser vort livs forlis;
vor jord forladt af sol,
de stærke bjerge smuldret
fra nedbrudt pol til pol.
Og dog er vi i live.
Forpint samvittighed
vil troligt hos os blive
og nægte os vor fred.
Vort hjerte banker tungt
og søger i sin feber
mod håbets vendepunkt.
I ordet overvintrer
den sandhed, vi forlod,
og ingen magt kan hindre
den i at fæste rod
selv i en fattig jord,
hvor frøet som et under
og skjult for alle gror.
I ordet skabtes verden
som kloderne i lys.
I ordet skal vor færden
fra dag til dag fornys,
så vi alligevel
får ærligt mod til sammen
at vedgå arv og gæld.
En Adam i os alle
hver stormfuld jævndøgnstid
kan høre nogen kalde
langmodig, trofast, blid:
Mit barn, mit barn, giv agt –
alt er igen uprøvet
i dine hænder lagt.
(O. W. 1959)