Home Non-categorized På besøg i Nordsjælland

På besøg i Nordsjælland

1071

“Henrik kan godt lide at koncentrere sig.”

Bitten, Bitten og Bitten har aldrig hørt noget lignende.

Drengen Henrik kommer ind med en kran med øjne der svagt røber desorientering på grund af kranarbejdet.

Franse fortæller hvordan alle mennesker i Danmark har det.

Bitten, Bitten og Bitten har aldrig hørt noget lignende.

Katrine sender mor Bitten et blik der betyder: Dette er et møde mellem danske storborgere og småborgere, men endnu mere er det et møde med et fællesskab centreret om fred i dette vores velordnede hjem. Du må forstå vi er glade for I kommer og besøger os.

Mor Bitten besvarer med et blik der betyder: Vi kommer sandelig aldrig igen og vi går snart fra det her fimseri.

Franse går i detaljer med hvordan alle mennesker i Danmark har det og berører nissernes verden. De tre Bitner griner.

Men nu bliver far Bitten sænket ned i en grav ved hjælp af Henriks kran. Far Bitten må betale Henrik for at komme op af graven, men Henrik giver alle pengene retur. Alle ler af far Bitten som også ler af sig selv. Far Bitten er opvokset i et storborgerligt miljø og hjælper Henrik med at forbedre kranen.

Henrik viser sig at være en skør dreng. Far Bitten opfanger Henriks livs utilpassethed og beder en bøn som kommer til at virke: 25 år efter ejer Henrik nul heste, men er lykkelig.

Franse opfanger disse metafysiske udvekslinger og beder en bøn der også kommer til at virke: 30 år efter rider Henrik, Far Bitten og Franse igennem Alaska.

Katrine kommer ind med et fad boller, men nu har alle gemt sig. Der ligger en seddel på bordet: Det er hemmeligt hvor vi opholder os. Led i nærheden af chatollet.

Hun leder bag gardinet ved chatollet hvor hun finder dem alle fem smågrinende sammen med en griseunge. Alle de voksne ved at dette er meningen. Det er meningen at der skal ske noget mindeværdigt fordi deres veje snart bør skilles fordi småborgere og storborgere skal være adskilte af en usynlig væg. Hvis der ikke var kapitalister ville kapitalismen være meningsløs for alle.

Grunden til at Franse og Katrine laver en flygtningelejr i deres Helleruphave som fungerer udmærket et helt forår igennem har intet med denne historie at gøre. Flygtningelejren blev nemlig etableret et halvt år tidligere mens Franse og Katrine stadig var små piger der gik med fletninger. På denne histories tidspunkt var Franse blevet til en mand og Katrine til en kvinde.

I mellemtiden er mor Bitten blevet filosofisk. Alle kan blive enige om at ansvar er noget man tager ved at udforske det stille og roligt og analyserende. Selv Henrik tilslutter sig definitionen, selvom han hverken har ansvar eller ved hvad det var. Den kloge dreng.

Previous articleTina og milliardæren
Next articleAnspændtheden – angstens venlige lillesøster
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)