Det er ikke et populært standpunkt nutildags at vi psykiatribrugere lider af begrænset udsyn. Men et eller andet er der om snakken. Begrænset menneskeligt udsyn? Ja, noget i den retning. Vi psykiatribrugere skal jo for silen bruge størstedelen af vores tid på bare at have det bare nogenlunde godt. Støve rundt. Loftskamre. Beklumrede grotter af lejligheder. Ensomhed der ind imellem kan føles ubærlig. Men hvad med de robuste menneskers følsomhed og ensomhed? Dem er vi psykiatribrugere i den autofiktive æra alt for tilbøjelige til at glemme eller se bort fra. Er mennesker med sindslidelser i det hele taget særlig gode billeder på menneskelig lidelse i almindelighed? Somme tider, somme tider ikke. Psykiatrisnobberi er helt ude i skoven, fordi der er så meget navlepilleri i at have svære sindslidelser. Vi gakkere ryger let op i hovedet og tænker så det brager og glemmer meget let at være nede i kroppen med rigelig motion og frisk luft. Jeg tror ikke det er entydigt sandt at man trodser sygdommen ved at “tale ud” og dokumentere sit liv. Man trodser den snarere ved at skifte fokus til noget positivt og samtidig opsøge al den professionelle hjælp man kan opdrive. Desværre er der egenbetaling på psykologhjælp i Danmark hvilket er en ynk i forhold til hvor vækstagtigt vi har indrettet vores samfund. Latterligt!
Dybe eksistentielle håbløshedsfølelser har en tendens til at forplante sig mellem sårbare venner der glider for tæt på hinanden. Vær opmærksom på dette! Området, dvs. smittefaren ved psykiske sygdomme, er tabubelagt fordi venner er et nærmest sakrosankt begreb i senkapitalismen. Men, ak!, en god ven er stadig en sjælden fugl, ligesom de altid har været. Der findes et begreb i psykiatrien der hedder dobbeltpsykose hvor to bonkammerater simpelthen bliver syge samtidig. De glider sammen på en rædsom måde hvor de i stedet hver især burde tale bilateralt med hver deres behandler. Der er også noget uklædeligt pralende ved at skrive om sine psykiske lidelser når det man i virkeligheden har overlevet på er at være enormt dygtig og talentfuld. Hvad skal de mindre ressursestærke bruge det til? Jeg er, langt hen ad vejen, enig med den såkaldte positive psykologi i at det mest lindrende og forbilledlige er et fokusskift fremfor en dybdeborende ærlighed omkring et liv hvor sygdommene har fyldt meget og knækket mange af de særligt energikrævende forehavender såsom uddannelse osv. Selv ærlighed kan overdrives fordi den menneskelige erkendelse nu engang er stykkevis og vores tankemønstre er så vaneprægede at det halve kunne være nok.
