Overskriftens udsagn synes jeg tidsånden er uenig i. Derfor er jeg interesseret i Vivi Maradjøngades holdninger og tager ud og møder hende i hendes fine stue. Vi lægger mærke til hendes mand nede i haven der går rundt om en statue af Platon, hvorefter han tager plads ved havebordet foran computeren.
”Der sidder min kære mand og er ond, elskelig, usamlet, usikker, upasselig, i splid med sig selv. Jeg elsker ham! Han skal da ikke fise ud på vejene med sin cykel og ‘se dæmonerne i øjnene’. Jeg elsker ham som han er. Jeg vil ikke sige jeg elsker ham mere end han elsker sig selv. Det er noget moderne pis. Jeg elsker ham på en anden måde end han elsker sig selv. Jeg vil sige det sådan at jeg elsker ham mere end jeg elsker livet. Han kan tale om det åndelige. Han kan sige ting som ‘Det var Freud der startede de to verdenskrige med sin reduktionisme.’ Nogen gange ønsker jeg ham langt bort. Selvfølgelig gør jeg det. Hen hvor peberet gror. Noget. Men nu har jeg altså lyst til at bolle. Ikke med ham. Ikke i dag. Hellere med min kæreste.”
Du virker egentlig selv lidt bims.
”Ha! Hvem kan blive andet ved at befinde sig i denne ormegård som jordelivet er. Næh. Nu skal vi have god mad.”
Inviterer du mig til middag? Tak!
”Nej.”
Tror du også han ind imellem ønsker dig hen hvor peberet gror?
”Nej. Sådan er mænd ikke. De kommer med voldsomme udfald og klarer forstanden op på den måde. Men de er ikke hekse. Du må huske på at mænd er lidt bedre mennesker end kvinder.”
Det er ikke meget da.
”Det har du ret i. Forskellen er ubetydelig.”
