Vi mænd undertrykker ikke sjældent kvinder ved at mystificere dem. De bor jo hjemme med barnet. Drømmen om stammen fylder meget. De primære grunde til at disse drømme bliver forskruede er savn, fravær og ensomhed. Men når man kommer til et stade i livet hvor noget så vanskeligt som en separation ser ud til at gå i sig selv igen står man med to ting: 1. Dels det Wittgenstein kalder “et klart og elskende syn”, i mit tilfælde på den man elsker. Et syn der tilbydes én umiddelbart af virkeligheden. 2. Det Antonovsky kalder livsglæde. Livsglæde er for mig den dejlige tilstand som min sygdom altså delvist forhindrer mig i at fastholde. Antonovsky er dog generøs overfor mennesker i almindelighed, idet han, i øvrigt med filosoffen Hans Georg Gadamer, igennem sit liv fastholdt at alle der har det ok hverken er syge eller raske, men et sted der i mellem.
Det var det jeg var så optaget af og som fik mig til at vælge det forkerte bjergpas. Mit barn var i denne sammenhæng et påskud. Mit barn har det godt. Æblerne smagte i øvrigt også godt. De smagte fortrinligt.
