Home Non-categorized Ubetydelige anfægtelser: Ting, som mange såkaldt oplyste mennesker allerede fornemmer vedrørende Kierkegaard,...

Ubetydelige anfægtelser: Ting, som mange såkaldt oplyste mennesker allerede fornemmer vedrørende Kierkegaard, så hvorfor ikke være ærlig…?

719

Kierkegaard er kolossalt uklar og kolossalt lidenskabelig i kapitlerne om Job i skriftet Gjentagelsen. Den pietistiske strenghed der kendetegner og gennemstømmer disse tankebevægelser bør minde os om at Kierkegaard ikke kan alt, Monty Python, barok sidebemærkning uden sammenligning i øvrigt, kan heller ikke alt, alt med måde og dertil at han var umanerligt strengt opdraget og dertil svært sindslidende. Boksekampene med sindslidelsen fylder ind til videre 10-15 procent af det jeg har læst. Det er simpelthen psykotisk, hedder det i lægefaglige termer. Jeg læser Kierkegaard, men at sige at jeg altid vender tilbage til Kierkegaard og at alt er sagt bedst hos Kierkegaard er religiøs fundamentalisme af værste skuffe som bruges af oppustede egoer verden over. Jeg er lige nu rystet i min grundvold over det jeg har læst. Det renhedsideal der fremholdes er umenneskeligt, hvis ikke nærmest menneskefjendsk. Religiøst vanvid. Sort tale. Hvis Kierkegaard fortsætter på den måde ret meget længere må jeg læse ham på hovedet, bruge ham som bogstøtte eller elg, jeg udelukker ikke muligheden for at han kan blive en glimrede elg, eller bare hengive mig til min barndoms helt Carl Barks. Den slukørede Anders And der forbliver nogenlunde ukuelig og optimistisk og stille efter nederlagene trods det at han næsten altid fejler med sin ilterhed holder jeg meget af. Steinbeck er tættere på det Nye Testamentes revision af Det Gamle Testamente end Kierkegaard er kommet ind til videre i mine nu to måneder lange, mestendels givende studier af mine syv tænkere. I En Dejlig Torsdag er persongalleriet for mig en spejling af modsætningerne i en person. Det må have været rædsomt at bo i København som intellektuel i begyndelsen af 1800-tallet, “Tiden er ussel”, men det er altså ikke, og skal ikke være, vores hovedpine i dag. Det er ofte dejligt for mig at læse Kierkegaards Qualer, Frygt, Bæven, Angest for så føler jeg mig ikke så alene i mine egne kvaler, men man skal ikke overdrive læsningen af ham. Dertil er han for farlig, jeg har ikke et bedre ord. Der er noget på en gang rædselsvækkende og trøsterigt og morsomt over Kierkegaards menneskelige virkningshistorie som atomkraftværkerne Dreyer og Munk fanger nogenledes smukt ind i Johanneskarakteren i Ordet. Enhver præst der ligefrem prædiker over Kierkegaard skylder menigheden den oplysning at manden var 15 procent suspekt og sølle 62 procent mand. Det er da derfor han blev en nyttig idiot for Tiderhverv og Dansk Folkeparti.

Previous articleJeg finder tanken, at der findes kræfter i samfundet, som tilmed ofte smykker sig af titlen “lærere”, der påvirker mine nærmeste til at tro på at både de selv og jeg har et autentisk selv, temmelig foruroligende
Next articleMemento Maui
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)