Da jeg var helt ung sagde Selma Lagerlöf til mig at det var forfærdeligt at dø før man var i blomst. Lidt underligt egentlig, i betragtning af at hun døde i 1940 og jeg blev født i 1973. Jeg blomstrer nu. Jeg vil ikke dø nu, men jeg kan dø nu. Lige nu føler jeg en fred og en tilfredshed som gør at jeg er i stand til at give slip på dette liv. Eller nu. …Eller nu. De ord tog jeg til mig som essensen af alvor. Da jeg blev lidt ældre sagde Storm P til mig, han døde i øvrigt så tidligt som i 1949, at han engang var blevet præsenteret for en fyr der sagde de ord om en tredje fyr eller kvinde at han eller hun døde alt for tidligt, hvortil Storm P svarede: Hvordan kan du vide det? Selvom Selma Lagerlöf og Storm P modsage hinanden har de begge ret i disse vigtige alvorsord. Jeg har en masse jeg gerne vil opleve og jeg vil gerne blive gammel med al den der bitre ve som hører med til at dø. Jeg vil også gerne herfra med et smil på læben, eller som sømanden i Carl Barks historie synger:
O, skænk mig en grav ved det isgrønne hav, hvor kun bølgerne hører min gråd…
Jeg kender ikke timen. Jeg er glad for at leve. Er det mantraer? Jeg skal ikke kunne sige det.
Tilfreds at leve er en lykke. Tilfreds at dø, et mesterstykke.
Tja, jo. På en måde. Ja, også de er alvorlige, stærke ord.
Jeg synes der skal kæmpes ukueligt i livet. Jeg er mest enig med Selma Lagerlöf i at eksistentiel afklarethed i forhold til døden forudsætter at man har nået sit fulde potentiale, men jeg tillader Storm P at tale med om sagen, fordi han var så stærk på alvor.
“Hvem i alverden er jeg da?” Kålormen i Through the Looking-Glass.
Rilke skriver om hvad jeg vil kalde dødslarm i værket Malte Laurids Brigge. Om en person der støjer så meget i sin sidste levetid over, ja, hvad husker jeg ikke, men han støjer så forfærdeligt i sin dødsangst at han påfører sine nærmeste traumer. Det synes jeg er meget, meget smukt fundet på. Han gennemfører temaet klodset i en dårlig roman, mens Bruno Schulz gennemfører det godt.
Jeg løfter mig op i en skrift der grundlæggende eller ikke sjældent, jeg skifter mellem den ene og den anden opfattelse, er lidt sølle og amatøragtig, en boble af middelmådigt dokumenteret selvkonfrontation, og bedrager mig selv på samme konto som jeg flår mine medmennesker rundt med mig mens jeg taler og taler og fylder rigtig meget med mit lidt for forudsigeligt strålende humør og min dominans. Det må være frygtelig anstrengende nogen gange. Nu er jeg halvfyldt med opium, Oxazepam hedder den slags i dag, og halvfyldt med religion og halvfyldt med mine syv tænkere og 80 procent fyldt med dejligt samvær med mine kæreste to. Jeg er med andre ord fuld af pis og tilfredshed. Jeg ved jeg har givet noget. Jeg ved jeg har fået noget. Men halvfyldt + halvfyldt + halvfyldt + 80 procent fyldt = 230 procent fyldt = overfyldt og jeg må endnu engang takke noget så elementært som vanen for at jeg kan falde i søvn selvom jeg i grunden ikke føler jeg har et jeg. Jeg føler ingen egentlig sammenhæng. Derfor er tanken om at selvet er inautentisk tilfredsstillende for mig.
Trækker jeg er slimet spor af undergang efter mig som mine nærmeste dagligt må glide i. Et sært zombie-spørgsmål som enhver der erkender sig selv som et vrag nogen gange må stille sig selv for at forblive menneskelig.
Jeg ser så mange typer kærlighed i mig selv og i andre at jeg ikke kan undgå at elske det hele.
Mantraer? Tomme ord?
Hvor er jeg også glad for kropssprog.
Er dette selvlede. Nej. Vi er alle til hobe noget af en mundfuld.
