Bladene på træerne
er indestængt vrede
det klæ’r dem ikke, men deres årer er som spøgelseshænder der klemmer om mine dæmoner i underbevidsthedens randzoner og lover pludselig ondskab imod alt hvad der er skønt, godt og enkelt. Vanvidsforestillinger trænger sig på, voldscenarier og fortabelse truer.
Hvem kan genkende mig når jeg er så arrig, er det sådan med kærligheden at den bliver ved og ved indtil jeg dør, skruer mig ned i et evigt dynd?
Jeg kan kun sige at det har lange udsigter med det der skulle have været min kommercielle berømmelse og min blåstempling, de store armbevægelser og den undtagelsesvise skovlfuld spisegafler ned i en afløbsrist i københavnsområdet jeg drømte om skulle blive mit eftermæle foranstaltet af hiin ukendte beundrer, mit virkes ceremonielle højdepunkt og mit mindesmærke indtil vejvæsenet opdagede at en kærlig person havde fyldt, ja, en afløbsrist med spisegafler til minde om mig, om Morten. Mit kære mindesmærke! Forholdsvis ubetydeligt i det store billede, bestemt ikke noget jeg er interesseret i, men spisegaflers nytteværdi gør det umagen værd at drømme om alligevel.
Jeg bruger aldrig ordet stolthed i min indre eller ydre dialog og har aldrig hørt mine forældre nævne det i min opvækst. Er det en fejl i min opdragelse eller en arvelig, eksistentiel funktionsfejl?
Selvhad er jeg heller ikke på bølgelængde med. Har aldrig til dato brugt ordet.
Mandesnak forstår jeg også som noget en-dimensionelt, noget unuanceret og jeg kan ikke forlige mig med at alle moralske afleveringer skal komme fra herrelandsholdet.
Jeg hygger mig med fred og håb og sætter dem oven på hinanden som byggeklodser. Så går jeg i seng. Hver aften vælter de inde på stuegulvet, igen som byggeklodser, med et mægtigt rabalder og jeg fryder mig over at freden og håbet blev væltet af en udsigtspost i kærlighedens tårn længere inde på stuegulvet. Og længst inde på stuegulvet står computeren slået op og bytter bytes med sig selv som en taskenspiller fra helvede.
