Kapitel 1. Hvor læseren advares imod at læse to tankeeksperimenter……
Jeg vil råde dig til ikke at læse følgende to tankeeksperimenter. Fra gammel tid er de kendt som umanerligt hård kost for sjælen. Hvis du er af det princip at en forfatter skal holde læseren i hånden fra side et til bogens ende og ligefrem bør undlade at advare mod sekvenser af brødteksten må du gøre som du vil. Nu er du advaret på forhånd.
Men altså, indledningsvist, to tankeeksperimenter:
* Forestil dig at være i en livssituation der rummer dyb lidelse.
Her vil det være naturligt hvis du associerer til dyb fortvivlelse. Du ser indad og lægger måske mærke til de tanker dette sætter igang. Glæden ved at have noget parat ved mødet med denne følelse af håbløshed (som måske virker lidt abstrakt fordi jeg har undladt at sætte ord på detaljerne): det kan tænkes at din lytteevne er god og aktiveres, din evne til at bede til Gud for dig selv og andre mennesker og “lade resten af dine tanker være”, som det så smukt hedder his Dinnermann eller det kan være at du har et eller andet tillidsvækkende personlighedtræk som du glæder dig over at have parat til møder med menneskelig sjæleundergang.
Andet tankeeksperiment følger her:
* Forestil dig specifikke grupper af mennesker som er i højrisikogruppen for at leve et liv i dyb lidelse.
Her vil du nok tænke på os sindslidende, mennesker der lever på asylcentre, de forfulgte, de fængslede, de ensomme, dem der altid skal bo på et bosted, dem der fortryder at have gjort forfærdelige ting, samt komikeren John Cleese der har modtaget sin første æresbevisning i dette årtusind og føler sig “very, very humbled” hvorefter han leverer en takketale det er en lang rædselfuldt selvsmagende hyldest til ham selv. Den slags kan vi ikke lide i Danmark!
Jeg håber du læste ovenstående og ikke hoppede i teksten for det med at afsnittene var skadelige for sjælen var en stor tyk hvid løgn.
Alle gode bøger er gode fordi alle gode bøger er besjælede eller rettere beåndede. Jeg forsøger at skrive en god bog og har kun nået side et. Lad mig være din spekulative godhedsteoretiker! Jeg er allerede træt af dit fjæs og du har kun læst i mig i 10 minutter! Som Groucho Marx engang formulerede det: Jeg glemmer aldrig et ansigt, men i dit tilfælde vil jeg gøre en undtagelse.
Kapitel 2. Denne bog er et oprør mod Bente Klarlunds umenneskelige trang til at dosere sundhed i alt for umenneskelige doser.
Er et godt menneske identisk med et menneske der mener alt muligt godt og rigtigt? Jeg har ikke et svar på det spørgsmål. Jeg har mange svar og bogen her er mit samlede svar. Er det så mig der er god? Eller bogen? Det må andre mennesker afgøre. Jeg kan godt lide ros, men jeg kan ikke lide den unisone ros og ærefrygt som John Cleese har dresseret verden til eller som er blevet konsekvensen af hans dybt fokuserede livsførsel.
Jeg kom lige med en hvid løgn igen for jeg har faktisk et svar på rede hånd. Tænk dig om, kammerat. Det afgørende i kærlighed at give hinanden et klap på skulderen og se hinanden fysisk og være vedholdende og hyppig i sin kærlighed, med mindre man da har fået en overdosis af hinanden engang i tiden der svandt så kemien blev syrlig og utålmodig.
Kapitel 3. Børneadvokat Gry Rambusch er død i en alder af 45 år. Hun kæmpede for omsorg for børn der led frygteligt og hun er min helt.
Gry Rambusch er også din helt. Æret være hendes minde.
Kapitel 4. Subtile filosofiske bemærkninger om min lokale bodega
Ved ikke hvad jeg skal skrive her.
Kapitel 6. Menneskelig forskellighed er en af hovedårsagerne til dårlig kemi og ondskab mellem mennesker.
Netop derfor er bodegaer vigtige. Folk dernede ved med dem selv at de har et naturligt socialt behov som bliver låst op og sat fri ved indtagelse af øl. På et eller andet plan sætter det mig sprogligt skakmat dernede på bodegaen. Det var noget vrøvl jeg netop skrev. Al den smalltalk og lytning til smalltalk kombineret med min blufærdighed stimulerer mig netop. For før eller siden opstår dette fantastiske som et dybere kendskab til et andet menneske altid vil være.
I dagligsproget på en bodega findes der røvhuller i verden. I dagbladet Politiken findes røvhuller også, men på en mærkelig halvkvædet måde. Udnævnelsen af et røvhul skal ske bag en persons ryg og kræver et veritabelt slæng af tilsvarende syndere.
Jeg kender masser af mennesker der ikke kan holde ud at gå på værtshus ofte. Dem vil jeg gerne her udnævne til misantroper.
