Home Non-categorized Morsom scene fra bænken lige uden for centeret

Morsom scene fra bænken lige uden for centeret

1288

Har hun fantasi?

Masser. Hun har fantasi om at knalde en flot.

Ja, så får hun da ik’ meget på den dumme. En flot stiller krav, har jeg desuden hørt. Det må du tænke på.

Det tænker jeg på. Ja, måske har en som hun ikke så meget fantasi, når det kommer til stykket. Asså i hvert fald ik’ forstået på den måde man opfattede fantasien i 70’erne hvor der stod en hippie og heppede på ihærdigheden mere end han i grunden priste den lyserøde elefant der kom ud af det. Men det er klart han gik agurk af optimisme hvis en af os unger så tegnede en lyserøf kamel i stedet.

Du sagde lyserøf.

Men hvis hun ik’ har fantasi så er der i hvert fald stil over hende.

Ja?

Jaaa! Hun har levemåde, karakter du ved. Der er sådan stil over hende.

Ja?

Hun fortalte mig forleden at hun tidligt oplevede mere interesse fra folk i hendes omgangskreds når hun holdt lidt igen. Men det passede hende ikke rigtig. Hun vil hellere bare være sig selv.

Det vil jeg i hvertfald også!

Vil du?

Men man kan sagtens både holde lidt igen og være sig selv.

Det tror Spakka ikke på.

Ved du hvad?

Nej?

Jeg synes egentlig hun lyder som lidt af en narrøv.

Det skal du slet ikke sige. Det er helt forkert. Hvorfor tager du slipset af?

Jeg vil være mig selv. Jeg er lidt nervøs.

Hold nu op. Her har vi hende.

Spakka: Hej.

Bertolt Bræk: Hej.

Spakka: Hej.

Bertolt Bræk: Øh hej.
 
Spakka: Skal vi sætte os på en bænk?

Bertolt Bræk: Hvor?

Kremlin Knugknap: Vi ses.

Spakka: Dér.

Bertolt Bræk: Den er optaget.

Spakka: Det er jo bare Emil Haslund Christiansen Petersen.

Bertolt Bræk: Emil?

Spakka: Gregersen.

Bertolt Bræk: Haslund?

Spakka: Jørgensen.

Emil: Sæt I to jer bare. Ved I hvad jeg lavede før I kom herhen?

Bertolt Bræk: Nej.

Emil: Jeg sad såmænd og savnede at bolle.

Bertolt Bræk: Nå.

Emil: Og så sad jeg og hørte på den fugl dér.

Bertolt Bræk: Du fodrede den.

Emil: Det ved jeg godt.

Bertolt Bræk: Nå. Men det var hyggeligt at møde jer.

Emil: Han gik bare.

Spakka: Han kommer tilbage.

Emil: Hvorfor?

Spakka: Derfor.

Emil: Du har stjålet hans bukselommer.

Spakka: Hihihi.

Emil: Hahahaha. Kvindelist!

Spakka: Hihihi-hahahahaha.

Emil: Kom. Lad os se hvad der er i dem.

Spakka: Kondomer.

Emil: Ikke den romantiske type. Men nu ved han at du ved hvad der er i lommen. Nu kommer han tilbage. Hvad vil du nu gøre?

Spakka: Bygge en bil.

Emil: Det er for traditionelt.

Spakka: Synge en cikade.

Emil: Serenade. Ved du hvad, jeg bygger en bil.

Spakka: Bil?

Emil: Bil. Jeg bygger en bil og synger en serenade. På den måde laver jeg baggrundsmusik så I kan være lidt i fred. Hov. Du hev mig i næsen.

Previous articleNår nu den prøvede person er vigtigere for samfundet…
Next articleKontanthjælpsloftspartiets fornærmende initiativ med at lade arbejdsløse arbejde som toppe slår fejl
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)