Et paradjól er en mellemting mellem en stol og ganske almindeligt vand. Derfor forekommer det mig som noget af en overraskelse at Ingrid Tabasco nu skriver om Tiblisi-Paradjólet, der er en mellemting mellem en krydderbolle og ganske almindeligt vand. Det er i det hele taget en bog der er fyldt med almindeligheder. På overfladen. Men hvor almindeligt er det lige at en mand der hedder Jonas går ind i en Starbucks og sælger sine medbragte klejner for kaffe?! Det ville være naturligt og upåfaldende hvis han hed Bent, men nej: Jonas. Den slags støjende optrin er der nok af i bogen. Jeg elskede næsten siderne mere end bogstaverne. Ordene mere end sætningerne, læs med:
“Tiblisi-Paradjólet, hvor er det?
Tiblisi-Paradjólet er uden for Rom.
Jeg hader dig.”
Utrolig bøsset. Utrolig lattermildt.
Hvad med ordvekslingen:
“Jeg synes jeg har hørt noget om at Bent fandt Tiblisi-Paradjólet. Utroligt at der findes uopdagede paradjóler i en fuldstændig kortlagt og aldeles oplyst verden.
Resignation.
Hvad?
Hvad?
Hvorfor sagde du resignation?
Resignation er noget af det største du kan gøre.
Fromhed?
Ja.
Men kan det trænes?
Jeg ved det ikke. Mit bud er: Ja!
Kan jeg trænes?
Uden tvivl.
Kan du trænes?
Ja da.
Kan vi trænes?
Ja. For jeg forstår betydningen af at resignere og derved er det altid mig der tager kontakten i vores venskab. Uden min resignation ville vores venskab løbe ud i sandet eller en hvilken som helst anden substans bestående af uorganiske, uspiselige minikorn.
Din resignation drejer sig om din karakter, dine valg og dit store lavpunkt.
Netop.
Den er dyrebar og jeg er afskåret fra at forstå din karakter, dine valg og dit store lavpunkt. Men vi er venner for den forståelse er ikke vigtig. Men jeg nyder frugterne af det der gør dig større end livet. Frugterne. Eventuelt med tilsatte kirsebær, som jeg køber.
Jeg elsker dig. Bare jeg kunne sige det oftere. Jeg elsker dig.
Jeg elsker dig. Uden hinanden var vi ikke os og den kø vi står i ville gå lidt kvikkere. Folk ville få deres pakker hurtigere. Men vi vil også have vores pakker. Derfor står vi i køen.
Det er jeg klar over.”
Se, det er kø-kultur så det batter! Jeg forestiller mig, at de står i en kø på posthuset hvor køen er metafor for livet og posthuset metafor for verden vi lever i og der ligesom er en forseglende montre rundt om hylden med pakkepapkasser. Hvorfor denne forseglende montre? Selvfølgelig 1 fordi det foregår inde i en bog hvor det ikke kan lade sig gøre at udsende virkelige pakker til virkelighedens verden, men også 2 fordi vi skal tænke på at det ofte er nok vi står og vrøvler i en kø. Vi behøver ikke gøre det helt store selv. Det er et mysterium som bogen åbner op for via det runde hul i posthusets væg hvor supercomputeren Duffi regerer. Den smider pakker ud til folk så køen hele tiden opløses og folk kommer i snak med hinanden. Det minder så meget om livet at det ligeså godt kunne være livet. Og derfor lukkede jeg bogen i med en tilfreds mine.
