Home Non-categorized Sorgfremstillinger

Sorgfremstillinger

798

”Han går rundt og er ked af det” er blevet kåret til Danmarks mest tomme kliché for femte år i træk. Poppi Dalschrussor husker første gang gevinsten var i hus og drømmene dermed kunne skiftes ud med et samtalekøkken:

”Jeg indførte den oprindelig ved hjælp af russisk propaganda. Det indrømmer jeg. Særlig fordi jeg er blevet berømt, indrømmer jeg det. Folk kan godt lide at andre folk, der er berømte, indrømmer ting og sager. Med ét havde klichéen fat. Alle brugte den. Jeg vil gerne takke det danske folk.”

En kliché kan gøres skøn ved sproglig-poetisk-filosofisk snilde. En tom kliché kan ikke andet end at dræne og gøre folk ulykkelige. Vi har derfor spurgt en mængde mennesker der stod uden for redaktionens faste adresse i Stubberup hvad alternativet til dens anvendelse er. Vi fik ikke noget svar, så vi spurgte et enkeltstående menneske, der hedder Dan.

”Man kan antyde den kliché på forskellig vis. Så dybt er den indprentet i vores fælles bevidsthed.”

Ordret indprentet?

”Hvad?”

Er klichéen ordret indprentet?

”Nej nej, selvfølgelig ikke. Den findes i utallige variationer. Men de er alle forsøg på enten at bagatellisere sorgen eller forvise den fra normalverdenen, hvad dette begreb så måtte dække over. ‘Han går rundt og er lidt ked af det’ er en modifikation hvor ‘lidt’ er tilføjet på vamleste vis. ‘Jeg tror han går rundt og er lidt ked af det’ er direkte sundhedsskadelig og ‘Pønse og jeg tror han går rundt og er lidt ked af det’ forsøger at nærme sig noget forsvarligt og acceptabelt men er stakåndet tomhjernet.”

Hvad er alternativet til vrøvlet?

”Det er at sige, som sandt er, at sige at sorgen er det mest komplekse i livet.”

Sorgen er det mest komplekse i livet?

”Du sagde det! Bingo!”

Du tror du kan løfte folk ud af sorgen med en usynlig askeskovl som er din skrift.

”Ja. Det gør jeg nok et eller andet sted.”

Men kan du det?

”Som forfatter bliver man nødt til at personificere et eller andet larger-than-life som de siger på engelsk.”

Jeg forstår ikke engelsk.

”One.”

Hvad?

”One.”

Previous articleTrebindsværk om forelskede menneskers kedsomhed forarger mand af pels
Next articleDen 2nden største sorg: Ensomhed: ”Folk, der ikke ved hvad en bilateral samtale er og således ikke sætter pris på det stille og rolige, må nødvendigvis opfatte selv det flygtigste møde med dem som en audiens”
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)