En afstumpet mountainbiker kom hjem og kastede sit svedige tøj i bryggerset. Hans kone eller mand kiggede op fra en interessant fiskeret der var brændt på således at finnerne var uspiselige. Så begyndte mountainbikeren at tale i underbukser. Og nøj hvor han kunne tale, for han var krea. Han hadede for hans sorg var udartet til had, for det gør sorg hele tiden for alle mennesker og det er så almindeligt og banalt og normalt, ja, i mine øjne er det det eneste normale ved et menneske foruden sorgvægtningen: 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være os selv nærmest. Og han talte ind til fiskefinnerne brækkede af og hans kones eller mands ører faldt af. Aldrig havde de hørt så meget ævl. Autofiktion der blev optaget med en telefon og udskrevet af Gyldendal. Nu havde læserne et sandfærdigt vidnesbyrd fra en autentisk lidelseshistorie der, blev de enige om og bekræftede de hinanden i, brændte klarere og virkede mere troværdig end deres egne sorger. Her var en mand hvis visdom man kunne frygte. Her var en mand man kunne frygte. Det er nemlig lettere at være småbange for de store end at lave noget hulla bulla kunst som man tør stå ved i en grad så man lever sammen med det hulla bulla man selv har lavet.