Det er først nu hvor jeg efter mange år egentlig er ophørt med at interessere mig for Gene Wilders personlige problematik at jeg kan hæfte et ord på hans eksistentielle sìtuation i de mange rasende ungdommelige ungdomsfilm han har efterladt. Dette ord er blaserthed. Det betyder overmæthed af indtryk. Han virker som en der har fået for meget både af fantasi og virkelighed såvel som blandingen af de to og derfor må melde pas overfor den tid og vor tids krav om selverkendelse. Det fik han spundet guld på. Jeg vil vove den påstand at man ikke kan erkende ham, endsige forholde sig direkte til ham, uden selv at være ung. Jeg savner at kunne tage en dyb indånding og i samme åndedrag sætte Stir Crazy på tv’et og nyde denne films ubesværede omgang med begreberne på en nærmest festlig aften med én jeg holder af.
