Jeg har medbragt asters til Tage. Havde først overvejet roser, men de har torne. For at give interviewet lækker edge har jeg undladt på forhånd at google om asters er giftige.
Er asters giftige?
“Er asters giftige?”
Vi hiver telefonerne frem og googler løs, mens Tage snupper en mælkebøtte. Jeg nyder en stump af min medbragte gratin serveret på en grammofonplade.
Nyengelsk asters er deres navn. Jeg får ikke noget frem om, hvorvidt de kan spises. Chippewa-folket i Canada har røget astersrødder i deres piber for at tiltrække vildtet.
“Det er tale fra himlen. De kan spises!”
Det er ikke tale fra himlen. Det er din aftensmad.
Stuens modsatte dør går op og en sur kvinde der er lidt flottere end os, ok, meget flottere end os, præsenterer sig med et varmt smil som Iben og fortæller os at hun også skal interviewes, endda til et mere betydningsfuldt dagblad end The Other Newspaper, men også et latterligere, ja, Politiken er en latterlig avis, og endda så tidligt som om et kvarter.
Tage ser slukøret frem for sig.
Tage: “Sæt dig ved bordet og snup en bajer eller en blomst. Kvindemenneske!”
Iben: “Jeg skal interviewes om retningspiller.”
Tage: “Hvor fancy! Retningspiller! Har man hørt det med!”
Iben: “Ja. Lægemiddelstyrelsen anbefaler retningspiller, før man starter dialogen op med et af de nye neurale netværk der går under navnet Civi-Lambada.”
Tage og jeg ser opgivende på hinanden. Om lidt sidder en af de forbandede journalister fra Politiken på min stol ved bordet i herskabsstuen, mens Tage og jeg vil være henvist til at nippe akelejer i køkkenet. Vi spiser hver en bjørneklo.
Iben er avanceret her til formiddag. Hun gør ligesom elendige, latterlige Tove Lo med de elendige, latterlige sange: Viser sine bryster feministisk og forsvinder derefter med en heftig slutreplik:
Iben: “J. S. Bach var den første der tog en retningspille.”
Døren smækker efter hende. Men Iben, det søde barn med alle de harmløse Politiken holdninger, har givet vores samtale-raket næring. De endnu små hyacinter nikker hjerteligt hen imod os da vores samtale om den store mester oplives naturligt og danser videre, videre, videre, som et nodeark i vestenvinden.
