Der findes i min verden ingen undskyldning for at være et dårligt familiemenneske.
Der findes masser af undskyldninger for at være et dårligt familiemenneske.
Hvor?
Her.
Din finger. Igen. Tænk på din anden finger så.
Hvor?
Du har ni andre.
Sådan fungerer smerte ikke. Har du aldrig slået dig?
Av! Hvorfor slår du mig med ankeret på væggen.
Jeg synes det har sådan en dejlig spids.
Min finger.
Jeg troede vi talte om min finger og ikke din finger.
Lad os se det i øjnene. Det hjælper ikke på vores fingre at vi snakker om dem. Faktum er at når I kvinder løber sur i jer selv lader I det gå ud over andre.
Og I mænd går med det selv.
Det gør os mænd dobbelt sårbare.
Hvad?
Vi mænd må ikke efterspørge ømhed. Det gør os tredobbelt sårbare. Derfor går vi ind og laver den enkle regel at skyld, skam, selvtillid, grænser, problemer er fuldt ud acceptable og alt det dér, men i en familie bliver man set på hvordan man er som familiemenneske. Det er ikke en regel vi mænd patriarkalsk opstiller, det er sådan øjne fungerer. Enten er man et godt familiemenneske eller også er man et dårligt familiemenneske. Det er grimt, men sådan er det. Hvad tuder du for?
Jeg tabte ankeret ned på min fod.
Nej du gjorde ikke. Jeg har netop hængt ankeret op på væggen igen. [Det har han. Red.]
Jeg hænger det anker op over din seng, så du aldrig mere får en rolig nat.
Jeg kan da bare sove på hotel.
Hvad?
Jeg har 25.000 lige her.
Å! I mænd er så rige altid! Hvad?! Hvor er de 42.000 der lå lige her på min håndryg?
Du kan se her. Jeg har kun 25.000.
Hvor er de resterende 17.000?
Aner det virkelig ikke.
Giv mig dem.
Børn har en ånd.
Nu ingen numre.
Det nytter ikke at du smider ankeret efter mig.
Giv mig så mine penge.
Børn har en ånd.
Jeg vælter huset.
Børn har en ånd.
Tak. De er her allesammen.
Nej.
Hvad?
Jeg har købt en is.
Hit med den is. Er det en Magnum?
Jeg har kun købt til mig selv.
